Tempelblomst – 12MOK marts uge 2

tempelblomstDe sidste sidste pinde er strikket på ærmeribben og alle ender er hæftet på fine Tempelblomst. Imorgen skal den blødes op, strækkes og tørre, så den onsdag kan overrækkes til sin nye ejermand.

Det er min mor, der endnu engang står som aftager af mit strik. Denne gang er den strikket med henblik på at forære, for selvom jeg synes at modellen er noget så fin, så tror jeg alligevel ikke, at jeg vil finde mig til rette i den. Om lidt vil jeg slå op til endnu en af slagsen, for søster har bestilt en i sort. Der kommer flere detaljer omkring garn osv, når jeg kan tage billeder af den færdige blomst.

Nu vil jeg overveje, om jeg skal slå op til en Kremet bringebær genser, når tempelblomst to er lukket af, og mon jeg kan nå dem alle tre i marts?

9938040-origpic-5f8baf*/Cecilie

Om børn og kiropraktik – de langsigtede følger #6

47d7088ea16e11e386e80e4f1a9e4cfd_8Efter Almas første behandling hos kraniosakralterapeuten, begyndte hun at udvikle sig. Fysisk mærkede vi stor en forandring, og det var som om, at hun faldt mere i balance. Psykisk begyndte hun også at åbne sig, og da hun var fyldt et år, begyndte vi at kunne lukke den nærmeste familie tættere ind på hende. Det tog lang tid, og det krævede oceaner af tålmodighed af vores bedsteforældre, for al forandring tog tid for Alma – og det gjalt i alle livets aspekter. Vi skulle lære vores barn, at hun kunne stole på andre end os, der var nærmest, og dem udefra skulle fortjene hendes tillid. Det var en kæmpe proces, hvor farmor eks. kom en gang om ugen for at være sammen med hende, og efter et par måneder kunne hun passes alene.

Kraniosakralen kom anden gang, da Alma var ca. 14 måneder. Hun havde gået en måneds tid, men da var som om, at hun ikke helt kunne holde balancen. Stive babyben, var der en der kaldte dem, og det var lige hvad de var. Det var faktisk ikke noget, som jeg tillagde værdi dengang. Alle omkring os bemærkede det som noget charmerende: “Se lige de små stive babyben og den vrikkende blenumse” – og det så sødt ud, på sådan en vraltende babyagtig måde. Men det var ikke sødt. Det var udtryk for en låsning i bækkenet, og at hun ikke kunne rotere ordentligt i leddene. Musklen i mellemgulvet var spændt igen, og hun kunne ikke bruge sit højre ben så frit som det venstre. Jeg så det ikke selv. Ikke dengang. Det eneste jeg havde bidt mærke i var, at hun væltede lidt for ofte. Som om balancen var lidt skæv. Men da kraniosakralen pegede ud, hvordan Alma ikke brugte kroppen symmetrisk, kunne jeg tydeligt se det. Når hun kravlede op i sofaen f.eks., var det ene ben ikke helt med. Det var også altid samme ben, hun kravlede op med. Og det samme når hun bare stod – så lænede hun en lille bitte smule til den ene side. Vægten lå altid på venstre ben. Bitte små tegn, som kan afsløre, at der er noget mekanisk galt. For det er jo det, de arbejder med – kraniosakralen og kiropraktoren – mekanikken i kroppen. En anden ting, som hun påpegede – og som hun også havde påpeget ved første besøg, var når Alma sad på gulvet, så sad hun med strakte ben. Ikke bøjet på en skrædderagtig måde, men helt strakte lige ben, og det var også et tegn.

Effekten af behandlingen kunne ses i samme sekund, den blev udført. Da hun fik løsnet musklen i mellemgulvet kunne vi høre et suk af lettelse. Lungerne blev fyldt med luft – helt ned i maven, og benene sprællede på hende, så det så helt skørt ud. Hun kravlede rundt, og op i sofaen – med det andet ben! Det var en ret fantastisk oplevelse, især oven på den voldsomme reaktion ved første behandling. Så var det rart endelig at opleve noget, der havde øjeblikkelig effekt. Det gav et skub til håbet om en fremtid, som så måske kunne begynde at ligne et helt normalt familieliv.

Da Alma fyldte to år, blev hun erklæret ‘rask’. Låsningen var nu kun en lille bitte kerne, som kunne holdes nede med halvårlige tjeks, og hun var helt med rent motorisk. Udefra lignede hun enhver anden lille pige, men inden i kæmpede vi stadig med en sky lille pige, som havde svært ved at rumme verden.

Der er meget, jeg kan skrive om tiden efter. Hvordan vi gang på gang har forsøgt at få Alma til at blive tryg i sin egen seng, i stedet for at sove mellem os. Hvordan vi med kærlige skub har puffet hende blidt ud over kanten til at prøve nye ting, for derefter at ryge 2-3 skridt tilbage. Hvordan vi har ventet, og givet hende tid i håbet om, at hun på egen hånd ville modnes og blive stærk nok psykisk til at kunne håndtere verden. I stedet ville jeg springe frem til de følgevirkninger, som vi kæmper med i dag. For meget relevant står vi midt i en brydningstid, og alvoren om, at Alma måske aldrig bliver et helt ‘normalt’ barn slår os lige præcis nu, og vi bryder vores hoveder for at finde ud af, hvordan vi bedst hjælper vores barn.

Det har været utrolig hårdt for Alma at starte i børnehave. Mens hun var i dagpleje, stod tiden ligesom stille, for her havde hun den samme trygge hverdag, som vi kunne give hende derhjemme. Der var masser af kys og kram, og vores fantastiske dagplejemor har længe været Almas primærperson, når vi ikke var i nærheden. Hun havde forståelse for vores situation, og vi havde en god og klar kommunikation omkring Alma og hendes hverdag. Og Alma… Hun forgudede sin dagplejemor. Hun var tryg.

Børnehaven derimod er en helt anden verden. Et kulturchok naturligt nok, men som månederne gik, faldt hun bare ikke til. Det er de store tegn, som når vi i perioder har måtte bære et panisk grædende barn ud ad døren. Noget som vi aldrig har oplevet før. Og som når hun allerede om eftermiddagen blev angst over, at hun skulle i børnehave dagen efter. Ofte har hun grædt sig i søvn, fordi hun vidste, hvad morgendagen bragte, og ligegyldig hvor meget vi har forsøgt at opmuntre og trøste, hjalp det lige lidt.

-Og så var der de små tegn… Som at hun kategorisk har nægtet at lave prut i børnehavetiden, og vi  nogle gange har måtte løbe hjem, fordi hun har holdt sig for længe.

Vores største bekymring er hendes sociale egenskaber, som er dybt begravet i handlemønstre fra hun var baby. Hun trækker sig, når det kommer til samvær med andre, for det er som om, at hun ikke kan rumme, når der kommer for mange dimensioner i legen. Hun leger helst alene, der har hun fuld kontrol, og så kan hun klatre ind i sig selv, hvor der ikke er for mange forstyrrende elementer. Hun skærmer sig af fra verden, nøjagtig som vi gjorde det for hende, da hun var baby.

Jeg har brugt dagen i dag på at læse om særligt sensitive børn. Det er et område, som jeg kender meget lidt til, men som jeg langsomt er begyndt at bevæge mig ind over. Måske ligger der mere til grund for Almas gemyt, end blot følgevirkninger, eller måske er følgevirkningerne årsag til ekstra sensitivitet. I hvertfald er der mange af indikatorerne, som jeg kan kende hos mit barn.

Kender du noget til særligt sensitive børn? Og ved du, hvor man kan få hjælp til at vurdere, om ens barn er særligt sensitiv? Så må du meget gerne sende mig en mail via kontaktfanen.

Næste indlæg kommer til at handle om Virgils symptomer, som adskiller sig helt fra Almas. Med lidt medvind kommer det næste onsdag.

*/Cecilie

Klik på “Børn og kiropraktik” i ordskyen til højre for at læse de tidligere indlæg

Tempelblomst – 12MOK – marts uge 1

temDet er blevet marts, og jeg har slået op til Annette Danielsens Tempelblomst. Det er en ret så fin model, synes jeg, og jeg kan virkelig godt lide detaljen med ærmerib, så det bliver en mellemting mellem en poncho og en bluse. Jeg er nået til fjerde bladbort, så det går rimelig tjept.

garnJeg strikker i Isager garn (som i opskriften). Highland wool i farven Ocean, Alpaca 1 i farven 4s (mørk grå) og Spinni farve 2s (sand). Farverne er lækre hver især, men sammen strikker de lidt kedeligt op. Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg kommer til at bruge den eller ej, men jeg er for doven til at pille op, så i stedet strikker jeg den færdig.

Kombinationen af garnkvaliteter er jeg heller ikke helt solgt på. Den virker lidt grov, så jeg tror, det ville klæde modellen bedre, om man byttede Highland’en ud med alpaca 2. Bladene vil sikkert også stå meget finere frem.

Det er vist ikke den mest entusiastiske mandagsstatus, og det skinner måske igennem, at jeg er stået lidt af Tempelblomst allerede inden jeg er gået i gang. Modellen er så fin, men bladmønsteret er ulidelig kedeligt at strikke og når farven så heller ikke rammer plet, så er vejen til enden lidt lang. Det er nu også svært at rejse fanen efter to gange skøn Kashmirstrik…. Der kan en gang bladborter i farven vandgrød ikke hamle op med…

foto 5Jeg er så småt ved at have landet på de tre næste projekter, og i april har jeg planer om endnu en blogplage… Kan du mon gætte, hvad det er for en?

*/Cecilie

Kashmir #2 – 12MOK – februar

2 (3)I fredags hæftede jeg de sidste ender på Kashmir #2, og det betyder faktisk, at jeg har strikket hele to af slagsen i februar. Helt forskellige og begge helt fantastiske!

Denne gang har jeg strikket i rent Isager garn, og så har jeg modificeret størrelsen, så jeg var sikker på, at størrelsen ville passe i sidste ende. Farverne er afdæmpede i blå og grå toner, med kontrast i kobber og armygrøn.

1 (3)

Farvespillet er lagt tilfældigt og efter humør, dog har jeg strikket kobbertråden som skiftevis kile1 og kile 2. Striberne stopper ved ærme/ryg delingen, herefter har jeg holdt den i en farve (sand).

foto 3Som en lille detalje har jeg strikket det øverste af skuldrene i samme farve som ærmet (army). Derudover har jeg strikket ryg og forstykker sammen fra retsiden – det synes jeg er pænest.

1 (1)Kanten er afsluttet med en række fastmasker lige som Kashmir #1

Fakta:

  • Kashmir Cardigan af Helga Isager. Opskriften findes i bogen “The Map Collection”
  • Størrelse: modificeret s/m – svarende til en størrelse 40. Lidt mere fittet end modellen er tænkt.
  • Garn grundfarve: 5 ngl Isager Highlandwool (fv. charcoal) + ca. 5½ ngl Isager Kid mohair (fv 41 – blå).
  • Garn kontrastfarver: Isager Spinni i farverne: 13s (sand 100 g), 4 (army 100 g), 11s (lys blå rest), 23s (lys army rest), 4s (mørk grå rest), 0 (hvid rest) + Kobbergarn fra Katia Luxury 2 ngl.
  • Modifikationer: Jeg har slået 21 færre masker op ved start, og så strikket efter den mindste størrelse. Det passer med, at du skal vende en gang mindre end i opskriften, dvs. 8 gange i stedet for 9. Ved deling til skulder og ryg, har jeg talt 5 masker mindre til hvert forstykke og 11 masker mindre til ryggen. Strik op som i opskriften, og når du kommer til skulder/hals vendepindende, vender du således:
  • Ryg: Sæt 11 masker af til hals i stedet for 16 masker og vend på første halspind ved 3 masker i stedet for 6 masker. Strik resten som i følge opskriften.
  • Forstykker: Vend på første halspind ved 18 masker i stedet for 23 masker. Strik resten af arbejdet som i følge opskriften.

Nu har jeg haft fornøjelsen at strikke Kashmir i både Blackhill og Isagers egne garner, dog begge med striber i Spinni. Der er stor forskel på det færdige arbejde. Blackhill giver en meget ‘tungere’ model. Arbejdet strækker sig mere, og skulle jeg have strikket op i Blackhill igen, havde jeg nok slået endnu færre masker op til start. Blackhill strikker tilgengæld blødere end blødt op, og sammenlignet med Isagers garn, er der langt mere lækkerhedsfaktor i Blackhill udgaven.

Isagers garn giver et let stykke strik, hvor farverne er godt melerede i hinanden. Det betyder, at striberne ikke træder så godt frem, og maskerne er ikke så definerede som på Blackhill udgaven. Alt i alt kan jeg bedst lide udtrykket på blackhill garnet, og så gør det jo ikke noget, at det koster en trejdedel af prisen.

2 (2)Det er et rigtig hyggeligt stykke strik, og det bliver ikke den sidste Kashmir, som jeg får strikket i år.

*/Cecilie

 

Kashmir cardigan – 12MOK – februar uge 4

1 (1)I går blev de sidste ender hæftet på Kashmir, og den er afleveret til sin nye ejermand. Det er et virkelig smukt stykke strik – det har jeg vist sagt før – men jeg er altså ret forelsket i den måde, at striber, kiler og retriller går op i en højere enhed. Kashmir version 1 – for jeg har naturligvis allerede slået op til en mere, som med lidt modifikationer forhåbentlig kommer til at passe bedre.

Fakta:

  • Kashmir cardigan af Helga Isager. Opskriften findes i samlingen “The Map Collection”
  • Garnforbrug: Ca. 400 g Blackhill Højlandsuld i farven grov sennep, 3 ngl Blackhill Kid mohair silk i farven grå, 2 ngl Katia Luxury kobbergarn, 1 ngl G-uld i pudderfarvet, samt diverse rester Spinni i grå, blæk, kit, sort og lys blå – 200-250 g. i alt.
  • Ændringer: Ingen. Jeg har fulgt opskriften fra start til slut, dog har jeg taget første maske løst af (med garnet foran arbejdet) på alle pinde, hvilket giver en god base for en hæklet afslutning.

– Og så lige et tips til venderækkerne, så du slipper for at tælle række for række:

Når du har strikket den første række masker hen, og har vendt første gang, sætter du en markør efter, at du har strikket 21/23 masker, og strikker derefter pinden færdig. På næste pind skal du således bare strikke til markøren, vende, og så sætte markøren igen, når du har strikke 21/23 masker af returpinden. Sådan fortsætter du, til du har vendt det antal gange, som opskriften kræver. Det fungerer for mig – måske kan det gøre det mere overskueligt for dig også:)

1 (2)Ærmer, lommer og skuldre er strikket i samme farve kombination (lys blå), og jeg har hæklet en række fastmasker rundt forstykker og hals, for at give lidt hold på retrillerne. Kanten er hæklet i en tråd Blackhill (grov sennep) og 1 tråd spinni (lys blå) på hæklenål #5.

foto 3////////

*/Cecilie

12 Months of Knitting – inspiration

kashmir gaveSidste ender på februar måneds Kashmir er netop hæftet, og om et par timer skal den gives videre. Hvis du har kigget med på Instagram, har du sikkert set, hvor fint den passer min mor, og jeg er så glad for, at den kommer hen, hvor den bliver brugt og værdsat. I morgen kan du se alle detaljer om den på bloggen.

Nu sidder jeg og surfer lidt, mens jeg prøver at beslutte mig for april, maj og juni måneds projekter. Jeg har med vilje ikke lagt planer for mere end tre måneder af gangen, for der dukker altid noget mere spændende op hen ad vejen. Lige nu har jeg virkelig svært ved at vælge tre projekter ud, som både giver variation i teknik og design, men som jeg også virkelig gerne vil strikke…

Jeg har samlet nogle af mine topkandidater herunder – mon man kan nå at strikke dem alle?

11913129093_ccf0c16dc9_z12// Bluesand cardigan – i lækker farvekombination (Opskrift HER)

81afb30acf97c707022da029c56b2542Supercool jakke i trekanter! I en anden farvekombination, men selve konstruktionen er så fin og unik. Se mere HER…

So many choices – so little time…

*/Cecilie

Om børn og kiropraktik – Almas symptomer #5

 DSC_0079

Jeg vil gerne starte med at takke jer for at kommentere på indlæggende Om børn og kiropraktik. Det betyder utrolig meget, at I også deler jeres historier, for det gør budskabet i indlæggende endnu stærkere, og understreger min pointe om, at der simpelthen ikke er nok kendskab til hverken kiropraktik eller kraniosakralterapi hos læger, sundhedsplejersker og andet sundhedspersonale, når man som forældre står med et barn, der ikke trives.

Jeg har med vilje ikke svaret på jeres enkelte kommentarer, og det skyldes, at de står så stærkt for sig selv. Det er mit håb, at dem som kommer forbi indlæggene, læser kommentarerne også, og i det samlede billede, måske, bliver lidt klogere på alt det her med børn og kiropraktik (og kraniosakralterapi).

Jeg har fået mange henvendelser med spørgsmål om, hvilke symptomer man skal være opmærksom på hos sine børn, og hvordan man kan vide, om det vil være en god idé at tage sit barn i behandling. Spørgsmål, som jeg rigtig gerne vil svare på, men som jeg ikke er sikker på, at jeg er kvalificeret til at svare på… Jeg er ikke behandler, og alle de informationer vi har fået omkring vores børns helbred, er røget igennem et tykt morfilter, fyldt med følelser, frustration og angst. Dertil kommer, at børn er helt forskellige, så de symptomer, jeg har oplevet hos mine børn, kan komme helt anderledes til udtryk hos dine.

– Men derfor vil jeg selvfølgelig gerne dele vores erfaringer, og hvilke faresignaler vi er opmærksomme på. Husk, at det ikke er en facitliste. Det er vores oplevelser og erfaringer.

Alma var låst i de øverste nakkehvirvler og i bækkenet. Hvornår låsningen er sket er uvis, men det er uden tvivl sket lige inden eller mens hun kom til verden. Hun kan have stået skævt inde i maven, eller det kan være sket under fødslen, hvis vejen ud har været ’skæv’.

De første symptomer, vi bemærkede var, at hun græd hele tiden. I de første måneder fandt hun kun ro ved brystet, og hun spiste hele tiden. Lidt af gangen og meget ofte. – Og så var der søvnen, som nærmest ikke eksisterede. Hun var også meget spændt i kroppen. Spændte som en flitsbue, både når hun var på arm, og når hun lå i sengen. Det var de signaler, som vi fangede med det samme, og som gav os en klar indikation af, at vores barn ikke trivedes.

– Og så var der de mere skjulte tegn, som vi dengang ikke vidste var faresignaler, men som vi i bakspejlets lys, sagtens kan sætte i sammenhæng med den viden, vi har idag.

Tegn som manglende træthedstegn, hendes vejrtrækning, hyppig spisning og overdrevne tryghedsbehov.

Vi har lært, at en låsning i kroppen, vil, når den ikke bliver behandlet, forplante sig til andre steder i kroppen – kroppen kompenserer og prøver at skabe balance. Hos Alma forplantede det sig til mellemgulvet, hvorfra en masse af kroppens kernefunktioner styres, og det er her, at roden til langt de fleste af Almas problemer kunne findes.

Den store muskel i mellemgulvet er den, som hjælper os med at trække vejret ordentligt. Hvis musklen er for stram, kan vi ikke trække vejret helt ned i maven, men trækker istedet kun vejret overfladisk. Det var en af Almas problemer, og bl.a. årsagen til, at hun holdt op med at trække vejret, når hun begyndte at græde. Hun kunne ikke fylde lungerne med luft, og det gav rod i den naturlige refleks.

Vejrtrækningen spiller en stor rolle i et lille barns søvn. Dyb søvn og dyb vejrtrækning hænger uløseligt sammen, og fordi Alma var spændt i musklen i mellemgulvet, gav det ubehag, når hun nåede til den dybe søvn, så i stedet vågnede hun. Og lidt lige som når man tager en powernap, så ’snød’ hun kroppen til at tro, at den var udhvilet.

Musklen i mellemgulvet har også en vigtig funktion i vores mave. Den masserer tarmene og har indflydelse på lukkemekanismerne hele vejen fra spiserøret og ned igennem tarmene. Alma spiste mindst en gang i timen de første mange måneder af sit liv. Det var som om, at hun ikke kunne blive mæt. Det var selvfølgelig tryghed for en stor del, at hun lå der, men når hendes lukkefunktioner ikke fungerede ordentligt ned igennem spisesystemet, kan det også tænkes, at hun ikke nåede at optage maden ordentligt, og derfor ikke blev ordentlig mæt. Det er kraniosakralens bud på en forklaring… at mælken simpelthen er løbet lige igennem hende, og på mange måder giver det god mening.

Det kunne ikke ses på overfladen. Hun havde regelmæssigt fyldte bleer, og hun tog på, som hun skulle. Lægen mente bestemt, at hun blev overfodret, men hvis det havde været tilfældet, ville vi have set det på mængden af fyldte bleer eller lign. – Og her fungerede alt normalt.

Alma ville ikke ligge på ryggen, men faldt altid i søvn på siden. Hovedet var krænget godt bagover, og man kunne næsten tegne en bue fra det nederste af numsen til op over nakken. Dengang kunne vi godt se, at det ikke så helt normalt ud, og idag ved vi, at hun forsøgte at lette den låste nakke. Børn skal ikke ligge i yderpositioner, og børn skal kunne ligge på ryggen, selvom de foretrækker at falde i søvn på siden.

Der var mange indikatorer på, at der var noget galt med Alma. Vigtigst af alt var vores mavefornemmelse, der sagde os, at der var noget galt. Og det er svært – det der med at lytte til mavefornemmelsen, for ligegyldig hvor man henvender sig for at få hjælp, risikerer man at ryge i kategorien ‘pylrede forældre’, og så kan det være svært at stole på sig selv.

Jeg tillader mig at kopiere Helle Jescikas kommentar på sidste uges indlæg ind her. Den ramte mig særligt i forhold til de professionelle vi omgiver os med ift. vores børn, og som er dem, vi naturligt vil henvende os til, når vi har brug for råd og vejledning:

Sikken en omgang, stakkels lille Alma. Hvor er det dejligt at læse at det virker. Jeg kender alt for godt følelsen af at være ravnemor. I mange år, faktisk Amalies første 4 kæmpede vi alene for hende. Hun var altid meget træt, ville ikke være i alt for store sammenhæng når hun var træt. Pædagogerne i bh sagde jeg skulle stoppe mit fejlfindingsprogram bare fordi jeg var støttepædagog. Endelig fik vi ny læge og blev
Hørt og senere fik vi at vide hun har en uspec. muskelsygdom og hybermobilitetssyndrom. I dag er hun snart 11 og vi kæmper stadig for forståelse.Men nu ved vi at det er det rigtige vi kæmper for.

***

Hvis du har en fornemmelse af, at dit barn ikke trives, så gør det det formentlig heller ikke. Husk, at det er dig, som er advokat for dit barn, og der er ingen – absolut ingen – der kender dit barn bedre end dig.

Hvis du har spørgsmål til indlægget her, eller til vores erfaringer generelt, vil jeg opfordre til at stille dem i kommentarfeltet her. Og bliv endelig ved med at dele jeres egne historier ❤️

På onsdag kommer næste indlæg

*/Cecilie

Klik på “Børn og kiropraktik” i ordskyen til højre for at læse de tidligere indlæg

Kashmir cardigan – 12MOK – februar uge 3

cardiganKashmir cardigan er tæt på færdig. Faktisk mangler der kun et enkelt ærme og et par dusin ender der skal hæftes. Den er blødere end blød. Farverne spiller så fint sammen og så har den været en fornøjelse at strikke. Vendestrikken giver tilpas tankeudfordring til at de mange retriller ikke bliver kedelige, og så går det jo lynstærkt på pind 6. Nu bare det sidste ærme, og så kan jeg iføre mig det lækreste stykke strik, jeg længe har produceret.

I teorien…

For den er alt for stor…

TIS!

Jeg håbede ellers, at ærmerne ville gøre en forskel. At der ville komme lidt mere hold på gevandterne. Men nej. Ak. Den er og bliver for stor.

TIS!

Jeg er mavesur, bitter, irriteret og lejlighedsvis hysterisk, for jeg har virkelig glædet mig til at lune mig i blød uld, silk mohair og støvede nuancer.

TIS!

Strikkeprøve my … Den var jo spot on.

TIS!

Nu er Kashmir i skammekrogen, og venter på en snarlig fitting, så den forhåbentlig kan bringe glæde hos en anden.

TIS!

Det er selvfølgelig en enestående undskyldning for at strikke en ny, og jeg er på nippet til at skubbe martsudfordringen, så jeg hurtigst muligt kan få en ny på pindende – minus 40 masker og måske en halv pind mindre.

closeupSmukke Kashmir. Dumme Kashmir.

Det bliver ikke det sidste, vi to har set til hinanden.

*/Cecilie

Om børn og kiropraktik – kraniosakralterapeuten #4

gråKraniosakralterapeuten kom første gang d. 17 marts. Datoen husker jeg helt tydeligt, for det var min fødselsdag og Kasper havde taget fri fra job. Alma var på det tidspunkt omkring 9½ måned, og en fantastisk dejlig lille pige. Når hun var vågen, var hun glad og mild, så længe en af os var lige ved, men søvn og putning var stadig et kaos. På dette tidspunkt var hendes personlighed også ved at træde frem, og det blev tydeligere, at Alma ikke kunne være hos andre end os, hvilket var svært, når familien var på besøg. Jeg havde en ubehagelig følelse af, at særligt farmor og mormor synes, at jeg var en ravnemor, der ikke havde tillid til andre når det gjalt mit barn – og det havde jeg måske i virkeligheden heller ikke. Ikke at jeg ikke stolede på andres kompetencer til at passe mit barn, men jeg havde ikke tillid til, at Alma ville føle sig tryg uden for vores boble, og derfor sørgede jeg altid for at være tæt ved hende. Det gik langt over mine grænser, når nogen ’stak af’ med hende, selvom det bare var ind i et andet rum. Jeg skulle helst kunne se hende hele tiden.

Hendes låsning gjorde, at vi ikke tumlede med hende, som man ville gøre med andre børn. Det især var også svært at forklare over for andre, som jo med bedste intentioner ville give en ‘flyvetur’, eller trille, rulle, hoppe med vores barn. – Og nogen gange lod vi passere, mens en stemme inden i skreg: HOLD DIG FRA MIT BARN!! Vi valgte vores kampe, men tog langt de fleste, og jeg er sikker på, at det oftest blev ledt tilbage til mig… Ravnemoderen.

Kraniosakralen (KS) skulle komme omkring frokost, så det meste af dagen gik med at vente… Vi havde ikke de store forventninger til besøget, for vi kendte ikke så meget til kraniosakralterapi. Ærligt, så troede jeg faktisk, at det var sådan noget med hovedbundsmassage og æteriske olier – og hvordan skulle det lige hjælpe vores lille skat?

Konsultationen varede ca 1½ time. KS nåede dårligt inden for døren, før hun sagde: “Ja, hun er låst i mellemgulvet og i bækkenet”! Uden at have haft fingrene i vores barn, kunne hun ud fra bevægelsesmønstre, vejrtrækning og ansigtssymmestri konkludere, at vores datter var låst. Flere steder.

Det var en oplevelse på godt og ondt at have besøg af KS. Godt, fordi vi fik forklarede en masse sammenhængsmønstre hos vores barn, som gav mening. Almas låsning i mellemgulvet gjorde, at hun ikke kunne trække vejret ordentligt ned i maven, og det mente hun kunne linkes direkte til den manglende søvn, og det samme kunne forklare, når Alma skreg uden lyd og i flere sekunder ikke trak vejret. Hun forklarede, hvordan vejrtrækningen påvirker vores søvnfaser, når vi kommer op i de lette søvnlag, og hvordan kroppens automatreflekser slår til, når noget ikke fungerer, som det skal.

Hun nævnte mange ting, som var ‘galt. med vores barn. Så mange, at det meste er flydt sammen, eller er glemt i forsøget på at lægge årene bag os. – Men der var en ting, hun sagde, som virkelig betød meget for mig, og det var, at Alma med sine problemer, ikke kunne rumme at være andre steder end hos os. Vi var hendes anker, forklarede hun, og hun havde simpelthen ikke plads i sin lille verden, til at rumme andet end sin smerte og os. Og det var vores opgave at beskytte hende mod verden, for hun havde ikke andre end os. Det var en kæmpe lettelse at høre, for nu havde vi pludselig en andens ord for, at Alma skulle være tæt på os, og det lagde trods alt lidt mere vægt bag ordene.

Da KS var gået, sank vi helt sammen i sofaen, mens tårene fik frit løb. Pludselig stod vi med en masse årsagssammenhænge, som forklarede og gav mening, men der blev også åbnet for en helt ny pose af lopper, som vi skulle forholde os til, og ikke mindst var Almas problemer langt mere omfattende, end vi var klar over.

Alma reagerede meget kraftigt på behandlingen. Dengang troede vi, at vi havde gjort noget helt forfærdeligt ved hende – at vi havde ødelagt hende. Hun skreg – panikskreg, så alle alarmklokker gik i mig, og det var næsten som at stå der med en 14 dage gammel baby, som man intet kunne stille op for. Vi blev nervøse, og jeg især var skrækslagen for, om vi nu havde gjort noget forkert. Fejlede hun mon noget helt alvorligt, og havde vi nu tricket det ved at lade en fremmed dame trykke på vores barn?

(Idag ved vi, at hele hendes – før – låste krop var stiv og øm, og at hun skulle lære at bruge sine muskler og led på en ny måde. Den rigtige måde. )

I afmagt fik vi en henvisning til en børnelæge. Jeg havde brug for at få kigget hende ordentligt efter i sømmene for at sikre, at hun ikke fejlede noget alvorligt. Hvad hvis hun havde noget med hjertet… eller brok… eller noget andet, som sad uden for syne – og vi først opdagede det for sent. Hvad hvis jeg var ved at miste mit barn?

Turen hos børnelægen var ikke nogen succes. Hun undersøgte dårligt Alma, men var fra start af overbevist om, at problemet var dårlige søvnvaner – og heldigvis var hun ekspert i søvn. Vi skulle bare guides igennem at lære Alma at falde i søvn selv, og så var det vist i øvrigt en god idé at tage sutten fra hende, så hun ikke vågnede, når den faldt ud af munden. For nogen sikkert gode råd, for os helt fuldstændig skudt ved siden af.

Den næste tid faldt Alma mere til ro. Der gik en uges tid, før vi kunne begynde at se fremskridt hos hende, men de kom – langsomt og sikkert. Kiropraktorbehandlingerne begyndte at holde, og der gik længere tid imellem behandlingerne, og Alma begyndte at kunne rumme andre end sin mor og far. I kort tid og altid med os i nærheden. Søvn var stadig et stort kaos, men indimellem sov hun igennem – så længe det var lige imellem os.

På onsdag kommer næste indlæg

*/Cecilie

Klik på “Børn og kiropraktik” i ordskyen til højre for at læse de tidligere indlæg

Kashmir cardigan – 12MOK – februar uge 2

garnLad mig starte med at sige, at jeg kan virkelig godt forstå, at Kashmir cardiganen har skabt strikkedille i det meste af blogland, for det er et skønt stykke strikketøj. Den ene pind tager hurtigt den anden, og det er meget motiverende at se den ene stribe efter den anden træde fint frem. – Og så på en pind 6 – need I say more?

Jeg valgte en ‘grov sennep’ som base sammen med en mørk grå mohair, og det har jeg skiftevis op- og nedture over. Den er blevet mere brun, end jeg først havde forestillet mig, og selvom jeg primært laver kontrast i grå toner, skinner den brune nuance meget igennem. Nogle dage er jeg helt oppe og ringe, andre dage er jeg lidt ærgerlig over, at udtrykket ikke bliver som først antaget, men uanset bliver den flot.

Kashmir har ligget brak den sidste uges tid, hvor ungerne har været syge og hjemme, men igår fik den et ordentligt nøk, da jeg var til kreahygge med de sødeste blogveninder. Lige nu er jeg to pinde fra at skulle dele til ryg og ærmer, så nu hvor ungerne er raske og afsted, kan jeg endelig komme videre med februarprojektet.

striberLige nu er det ‘bare’ et stort retstrikket stykke, så det er svært at tage billeder af form og fremskridt. Umiddelbart ser det meget stort ud, så jeg er meget spændt på at få samlet kroppen for at se, om pasformen er god, eller om den er lige det største, som jeg mistænker den for at være.

Det er hårdt for fingrene at strikke på pind 6, så i dag har jeg holdt pause, og leget lidt med vendestrik i Tusindfryds Hverdagsuld. Et ganske fint uldgarn, som egner sig perfekt til et lille pudeprojekt.

foto 5Det er lidt svært at se på billedet, men den lyse gråblå er strikket sammen med en kobbertråd. Et fint lille tvist til et ellers plain strikkeprojekt. Hvis projektet lykkedes, kommer opskriften på bloggen i løbet af februar.

– Hverdagsuld og kobbertråd kan købes hos Tusindfrydcph

*/Cecilie

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.