Sønderjysk citron halvmåne

kenfollett kageProp fyldte 4 år d. 01 juni, og det er blevet fejret efter alle kunstens regler. Hele 4 fødselsdage har vi været samlet om, og til sådan en begivenhed – ja der hører jo altså kage.

En af favoritterne, og som vi har lavet for første gang til lejligheden, er denne skønne Citron/kartoffelkage, eller Sønderjysk citronhalvmåne, som den også bliver kaldt.

Den minder vel mest af alt om en krydsning mellem en mazerinkage og en sandkage. Dejlig saftig og med frisk citronsmag. Den er helt sikkert kommet for at blive herhjemme.

Opskriften passer til en stor springform (28 cm) eller til 24 muffinsforme

Sønderjysk Citron Halvmåne:

  • – 150 g blødt smør
  • – 450 g sukker (jeg erstattede 250 g med Stevia, kan sagtens erstattes fuldt)
  • – 5 æg
  • – 225 g kogte mosede kartofler
  • – 225 g mel
  • – 10 g bagepulver
  • – 1 øko citron saft + skal
  • – Flormelis
  • – Citronsaft
  • – Evt, frugtfarve
  • – Pynt (blomster fra Dr. Oetker – Superbest)

Fremgangsmåde:

  • – Rør smør og sukker godt sammen med elpisker og tilsæt æggene et ad gangen
  • – Bland de tørre ingredienser sammen og sigt dem ned i sukkersnapsen, rør kort og tilsæt citronsaft + skal. Rør til sidst de mosede kartofler i dejen.
  • – Hæld dejen i den smurte springform eller muffinsforme og bag midt i ovnen i ca. 45 min/20 min på 170 g.
  • – Rør glasuren af flormelis og citronsaft og tilsæt evt. lidt frugtfarve (rødbedesaft er også fint), og pynt den afkølede kage

Velbekomme Ü

*/Cecilie

Kagen her har lige vundet Rosinante & Cos store kagekonkurrence på Instagram. Se mere under #kenfollettkage. Konkurrencen er løbende, så kom og vær med Ü

Nye projekter på vej

garntrashDet er vist ikke gået nogen forbi, at der har været garnstille på bloggen de sidste måneder..

– og det er der en ganske god forklaring på!

Jeg har nemlig kastet mig ud i mit livs store kreadrøm, og inden et år håber jeg at kunne kalde mig forfatter til en (forhåbentlig) fantastisk ny strikke/hæklebog.

Bogen er et samarbejde med Anne Pørksen fra bloggen Apfelstrudel. Anne er fantastisk dygtig, og fuld af gode, skøre, sjove idéer, som udfordrer mig på min egen æstetik. Vi er meget forskellige, og alligevel har vi fundet en fælles vision, hvor der er plads til begge vores synspunkter.

Det fantastiske ved sådan et samarbejde er, at man bliver skubbet ud af sin komfortzone… Tvunget til at tænke i andre baner – for selv om man selv synes, at man har en god idé, så skal det jo også lige godkendes hos den anden. Det kan være, at der lige skal ændres lidt her og der, eller måske er farven ikke helt rigtig… Det er kunsten at gå på kompromis, og give plads til den fælles idé.

Vi glæder os vanvittig meget til at afsløre mere, når vi kommer tættere på, og indtil da håber vi, at I vil stay tuned:)

Rigtig god pinse

*/Cecilie

Om børn og kiropraktik – Lille Virgil #8

foto(2)Kære lille Virgil

Lille søde elskede skat, som fylder mit hjerte med så meget kærlighed, sjov, stolthed og beundring. Du tager livet med storm og varme, og du charmerer alle omkring dig med din kærlige og frække appetit på livet.

Lige nu sover du sødt… og trygt, håber jeg.

Uden viden om, at du i morgen skal til kiropraktor for 14. gang siden jul, fordi du igen er låst i din lille krop. Og uden viden om, at din mor græder inden i, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal hjælpe dig, så du snart kan blive fri af dine kvaler.

Siden december har du været syg 18 ud af 22 uger. Virus har taget bo i dig på skift, og du har stort set ikke haft en uge, hvor ikke forkølelse, hoste, slim og feber har huseret. Der er intet mønster i din sygdom… Feberen opstår uden varsel og følge, og varer rask væk en dag eller to… så er du frisk et par dage, og så vender den tilbage igen. Lidt snot her… lidt hoste der… og så et par gode dage igen.

13 gange har vi måtte have dig i behandling siden jul.

13 låsninger, som har givet uendelige grådfyldte putninger, urolige nætter og frustrerede dage. Jeg ville ønske, at du kunne fortælle mig, når det gør ondt, men i stedet er vi hensat til at tyde de bittesmå tegn der gør, at vi kan afkode en låsning… Trækker du lidt i knæ, når du går? Drejer du med hele kroppen, når du skal rundt om hjørnet? Sidder du ikke stille på stolen? Bitte små tegn, som kan være så svære at tyde, og som jeg kan slå mig selv i hovedet med, når det endelig står klart:

Nu er du låst igen…

Og det er du… Igen…

Om en måned skal du til udredning hos børnelægen…

En lang og bekymret måned, før vi kan få svar på, om der mon er noget andet galt i din lille krop… Og vi skal kæmpe – det ved vi – for vi har prøvet det i 4 år med din søster. Prøvet at overbevise sundhedsvæsnet om, at det er alvor, selvom overfladen ser fin og skinnende ud.

I morgen vil jeg slå i bordet… Der skal ske noget nu…

*/Cecilie

Hvorfor (påske) slik bør stå i et hvert medicinskab

god påskeSåeh… Virgil er ved at være ovenpå igen…

Sådan cirka

– Altså hvis man ikke tæller natlige hosteanfald og 4 5 dages ongoing tynd mave med – ja så er han ved at være ovenpå.

Jeg har tilgengæld tilbagevendende lyst til at hænge mig i baghaven efter mere end to uger uden – eller næsten uden – et eneste sekund uden børn  – men da vi hverken har træer – eller noget andet højere end 120 cm, nøjes jeg med at implodere.

Ærligt, så lever jeg i perioder fra det ene sugarrush til det andet. Der er meget langt fra klid-idyllen og til den virkelighed, hvor dagen starter klokken 05, og hver morgen er en afvejning af, hvem der kan komme af sted. Skabene bliver støvsuget for alt, der indeholder sukker, og jeg har lange indre dialoger, om hvornår jeg kan tillade mig at tage et glas Zero….

Altså… Hvis jeg står op klokken 05, og almindelige mennesker står op kl 09, så vil klokken 08 være klokken 12 for almindelige mennesker – og så er det vel ok at snuppe et fix?

Jeez…

Midt i al elendigheden skal man ikke glemme selvironien, vel?

Nå, men nu er det påske, og sikke en af slagsen. Jeg nåede hverken gækkebreve, påskepynt, trille æg, puste æg, gemme æg, købe æg – eller i det hele taget andet med æg. Vi har ikke engang fået stillet så meget som en lillebitte kylling frem, eller fået vandet karsen, som Alma har groet i børnern. Måske har vi skadet vores børn for livet, og når de som voksne sidder med store identitetsproblemer hos terapeuten, så var det lige præcis denne påske, som gjorde udslaget.

Jeez…

Når nu forældrene (tydeligvis) ikke kan slå til, så er det godt at posten gjorde det, da der for en uges tid siden landede en pakke chokoladegodter fra Sv. Michelsen. Helt ærligt, når man får tilbudt chokolade lige til døren, så siger man altså ikke nej… Og slet ikke, når der ikke står Xtra eller Faktalade i nakken, og slet slet ikke, når der er tale om fyldte godter med marcipan og nougat… Slet slet ikke…

foto 4Måske skulle man have lavet et større arrangement med at anrette dem, men de røg direkte ned i den sukkerhungrende abstinensfyldte krop, og forsødede lige i det øjeblik, hvor verden stod stille… Det lykkedes mig at fordele dem ud over mere end en dag, og resten af familien fik også lov at smage (læs: smaaaage, ikke spise), og de var himmelske allesammen. Især det fine blå æg med mint var en klar favorit. Dem kunne der godt have været 10 af i pakken.

Ikke desto mindre er det hele væk nu, og i mangel af bedre, vil jeg istedet raide ungernes æg fra farmor og farfar. Tilbage til Faktaladen…

Mon Sv. Michelsen bringer ud gennem Just Eat?

Jeg vil også lige benytte lejligheden til at ønske jer alle en god påske. Og jeg glæder mig til at vende tilbage efter påske med både 12 Months of Knitting, mandagsopdateringer og Om børn og kiropraktik…

title-sweet-easter-chicken-wallpaper-1920x1080-wallpaperku.in*/Cecilie

Strikkeinspiration – Brooklyn Tweed

Virgil er hjemme syg, og mens jeg forsøger at underholde en vrissen herre, surfer jeg strikkeinspiration på ISSUU. Kender du ikke ISSUU, så har du meget godt i vente, for det er her, du kan finde Lookbooks fra bl.a. Jo Sharp, Knit Picks, Noro og Mollie Makes. Der er selvfølgelig ikke opskrifter i lookbøgerne, men der er god inspiration at hente, og ikke mindst kan man få et preview, inden man bruger en formue på hæfter og bøger.

I dag Faldt jeg over Brooklyn Tweeds Winter 14

BTElmont//Benson//Channel//Alloy

foto 4//Landscape

Nu ville jeg bare ønske, at der var mere end 12 måneder i året…

*/Cecilie

(Billederne er lånt på www.Brooklyntweed.com, hvor opskrifterne også kan købes)

april, maj, juni – 12 MOK

Mon ikke, det er på tide, at jeg får løftet sløret for de næste tre måneders strik!?

Det har været lidt svært at beslutte mig denne gang, og det skyldes måske både de sidste måneders sygdomssuppe, og så at strikkelysten de sidste uger er tørret ind til et minimum. Så meget faktisk, at jeg ikke engang har gjort marts måneds Høstjakke færdig, hvilket med ca 15 cm ærme to-go er under temmelig fjollet…

Jeg satser dog på at give den det sidste nøk her i weekenden, så jeg kan vise den frem i næste uge. Hep hep…

Nå, men nu til det, som indlægget her skulle handle om. De næste tre måneders projekter;

foto 3

I april vil jeg strikke “James Jacket” fra Wool and the Gang. Jeg synes, den er supercool – tilpas street og casual, og så må den være lynhurtig på p. 10. Jeg har vævet lidt imellem om den skal have lange ærmer – altså sådan rigtig jakke agtig, men jeg starter nok ud med en ‘efter-bogen’ model.

foto 2I maj vil jeg strikke Kimono-oh. Den ser blød og hyggelig ud, og jeg tror, at den bliver helt perfekt i en lækker tweed + kidmohair silk blanding. I lyserød!!

foto 1I juni vil jeg strikke endnu en Pickles model: Åh, for et kjoleliv… Garnet ligger klar – 1 tråd uld/bomuld og 1 tråd alpaca. Det bliver et godt sommerstrikkeprojekt.

Hvis du er på Instagram, kan du klikke på #12monthsofknitting. Her kan du se alle de fine projekter, som blive tryllet frem i dette års strikkeudfordring:)

*/Cecilie

Om børn og kiropraktik – siden sidst #7

alma gråSiden sidst har vi levet i overhalingsbanen. Sygdom, behandlinger og manglende søvn mixede sig i en stor pærevælling, og jeg har haft brug for at stå af ræset for en tid, og bare være… Man kan ikke styre kaos, man må bare forsøge at navigere i det.

Siden sidst har vi også taget store beslutninger for vores barn. En god og alvorlig snak med pædagogerne i børnehaven har resulteret i en indstilling til fys og børnepsykolog, og nu venter vi spændt på, om vi får dem bevilliget.

Siden sidst har vi også taget sutten. Et projekt som har været længe undervejs (for længe), men som overskuddet ikke har rakt til. Sutten har tidligere været et middel til ro, men den var efterhånden blevet en stor stressfaktor, fordi hun søgte den hele tiden. Efter den er væk, er der kommet meget mere ro.

Siden sidst er der sket meget i Almas liv. Hun er ligesom vokset, og det skyldes måske også, at vi er vokset med hende. Det er en enorm stor lettelse at have fået sat ord på hendes udfordringer, og hun virker generelt mere i balance. Måske er det det øgede fokus i børnehaven, som har givet hende mere ro. At de nu er opmærksomme på hendes ’særegenhed’, og de derfor handler derefter. At hun ikke længere bliver overladt til sig selv, fordi andre råber højere, men at hun nu får den voksenkontakt, hun har brug for. Måske er det vores lettelse, over endelig at have fundet en handlevej, som fungerer, og som hjælper os til at se vores datter i et nyt lys.

Måske…

Der er i hvertfald noget, der har virket.

Jeg er virkelig helt og inderligt taknemmelig for den store respons på mit sidste indlæg. Jeg har ikke fået svaret en eneste af jer, men det kommer… Overskuddet skal bare lige på plads.

Der er kommet så mange gode input, som jeg er dybt taknemmelig over, at I har brugt jeres tid på at skrive til mig, og jeg er glad for, at I også deler jeres historier. Hele pointen med denne indlægsserie er jo netop, at vi skal dele vores erfaringer, og forhåbentlig lære af dem sammen.

Som altid, når man spørger ud i luften, kommer der surt med sødt, og derfor vil jeg gerne starte med at svare i plenum.

Kiss-Kidd: Vores børn har ikke Kiss-Kidd. Låsningen, de kæmper med, sidder i samme område, som Kiss-Kidd børns, men er slet slet ikke i samme ekstreme grad. Har du et barn med Kiss-Kidd, vil du ikke være i tvivl om, at kroppen sidder forkert, for den vil være helt bøjet bagover og forskruet som en banan. Kiss-Kidd er noget, man ofte støder på i forums og på debatindlæg, men det er altså (heldigvis) meget få børn, som er reelle Kiss-kidd børn.

Særlig sensitiv: Jeg er meget overbevist om, at Alma er særligt sensitiv. Måske er vi det alle på den ene eller anden måde, men hun har uden tvivl nogle helt klare indikatorer, som peger i den retning. Det er noget, som vi tager meget alvorligt nu, for ikke at skulle kæmpe med større problemer senere, når hun når skolealderen, og i virkeligheden er det en ret lille indsats, der skal til. Vi er jo allerede klar over, hvornår hun har det svært, og forstår det, mens det for andre kan være nemmere at begribe, at hun er sensitiv, end at hun bare ikke er så god til forandringer.

Diagnoser/etiketter: Det er min ubestridte holdning, at man skal være varsom med at sætte diagnoser på børn. Især børn som ligger i gråzonen, hvor man nemt kan komme til at stigmatisere og fastholde i en bestemt rolle, og måske ender med at skade barnet mere end at hjælpe det. Så er det vist på plads!

– Men… når det er sagt, så skal man altså heller ikke være bange for at råbe højt, når ens barn ikke trives. En “etiket” eller “diagnose” (eller hvad man nu vil kalde det), kan være et vigtigt redskab, når man skal søge hjælp til sit barn – både nu, men også senere hen. Vi har sat “etiketten” Særlig Sensitiv på vores barn, med henblik på at få hende den hjælp og støtte, som hun har brug for. Etiketten er hverken stigmatiserende eller hæmmende, men hjælper os tværtimod med at forstå hende bedre, og målrette vores reaktioner efter hendes forståelsesramme. Vores klare målsætning er, at Alma skal finde sig selv og sin rolle bedst muligt, inden hun starter i skole. For når hun først er ude af daginstitutionsregi, er det tæt på umuligt at få bevilliget hjælp til et barn, som ikke er grelt eller til fare for sig selv – medmindre historien allerede er startet…

Det er altså ikke for vores skyld, at vi har “stemplet” vores barn, men for at give hende flere muligheder for støtte nu, og ikke mindst senere, hvis hun skulle få brug for det, når hun er startet i skole. Alma er det eneste, der er vigtigt i denne historie, det mister vi ikke fokus på.

******

Vi står stadig midt i orkanens øje. Mandag havde jeg begge unger hjemme og til kiropraktor, og i dag er Virgil hjemme med hoste-snot-småfeber. Sådan forløber vores uger mest, og jeg har stadig tilgode at have en hel uge, hvor begge unger er af sted.

Jeg prøver at affinde mig med, at jeg aldrig ved, hvad morgendagen bringer. At jeg ikke kan lægge faste planer uden en “syge børn” klausul, og at alle aftaler skal bekræftes på dagen. Min tid er 100 % dedikeret til mine børn, og på mange måder kan vi vist kun være taknemmelige for, at vi ikke begge er i fuldtidsjob.

*/Cecilie

Klik på “Om børn og Kiropraktik” til højre for at læse alle indlæggende i serien

En rejse hos Søstrene Grene

bordI går inviterede Søstrene Grene indenfor til en rejse igennem deres fortryllende univers. En hyggelig aften, hvor vi fik en bid af Søstrenes spændende historie om godt købmandskab, og et kig på forårets fine fine nye varer.

Søstrene Grene er en virksomhed, som har hjertet med. En vaskeægte familievirksomhed, hvor tre generationer af Grene møder ind på kontoret hver morgen. Med stolte traditioner, som tydeligt kan fornemmes, når man træder ind ad døren i en af Søstrenes mange butikker. Ved du f.eks. hvorfor priserne er skæve, som de er? Det skyldes, at udsalgsprisen regnes ud fra en bestemt avance ganget med indkøbsprisen, og hvad end udkommet bliver, bliver også den pris, som du kan finde i butikken. Det handler altså ikke om, hvad en vare kan sælges til, men om hvad den skal sælges til.

Foråret byder på fine nyheder hos Søstrene Grene. Mest ventet må være de populære sofaborde, som du kan få fingrene i fra idag kl. 10.00

10Tre størrelser i grå, sort, hvid, grå/blå og gul (priser fra 148 kr)

Fortvivl ej, hvis du ikke var heldig at få fingrene i et første gang. Der er kommet 6 gange så mange borde hjem i denne omgang, så mon ikke du kan være heldig, hvis du drømmer om et af disse fine borde. Selv skal jeg have et stort hvidt, som skal være ungernes nye legebord i stuen.

Her er et par af mine favoritter fra igår:

dyrepuderFine puder med dyremotiver. (pris 58 kr/stk)

18Skøn lille kobberfarvet skål til slik og gode sager (pris 38,80)

7e3ced64aecd11e3891112b8c5d18f50_8Reolmoduler i forskellige former. Læg mærke til, at husene findes i to størrelser. Så fine!

*****

For mig er det altid en oplevelse at besøge Søstrene Grenes butikker. Jeg elsker, at man bliver taget på en rejse, når man går rundt i butikken, og jeg er dybt imponeret over, hvordan de formår at arrangere 1000’vis af varer, så man ser det hele, uden at blive overvældet af indtryk.

*/Cecilie

Tempelblomst og Høstjakke ‘ish – 12MOK marts uge 3

tempelblomst færdigTempelblomst er hæftet, vasket, blokket og i hus hos sin nye ejermand. Desværre kunne jeg ikke lokke et modelbillede ud af modtageren, men mon ikke du kan fornemme lækkerheden alligevel?

Tempelblomst er strikket i 3 tråde Isager garn (se farver i dette indlæg), og garnmængden er svarende til opskriften. Garnkombinationen er en anelse ’stiv’, og falder ikke så blødt, som jeg havde forestillet mig. Personligt vil jeg foretrække at bytte Highlandwool ud med Alpaca 2 næste gang – måske et tip til dig, hvis du overvejer at strikke den.

Jeg har strikket en str S/M, som jeg dog nærmere vil skønne til en L/XL. Det er sikkert et spørgsmål om smag, og hvor meget swing, man gerne vil have i den, men jeg vil nok vælge at graduere størrelsen lidt ned, hvis jeg en dag strikker den til mig selv. Den er lidt kedelig at strikke efter min smag, og der er mange lange runder på de sidste blade. Resultatet er dog ret fint, og jeg må sige (udokumenteret;) at den klæder modtageren fantastisk!

************

Nu ville det jo ikke være en rigtig 12 Months of Knitting, hvis jeg ikke skyndte mig at slå op til noget til mig selv, så jeg har kastet mig ud i en Høstjakke fra Pickles. Det vil sige Høstjakke’ish, for som det ofte sker, når jeg strikker, opstår der nye idéer undervejs… Høstjakken har derfor fået et skørt og en retrillekant forneden, en ganske fin kombination, som jeg liker ret så meget. Det skulle egentlig have været mit april projekt, men da jeg stadig ikke helt kan lande på de næste 3 måneders projekter, kunne jeg jo lige så godt kaste mig ud i denne blogdille:)

høstjakke bagSkørtet har jeg lavet ved at strikke to gange i samme maske over de midterste 40 masker. Det er en god udtagningsteknik til lige præcis dette formål, for resultatet kommer næsten til at ligne små læg. (Se hvordan du gør her)

Kanten forneden er afsluttet med 10 retriller, for at give lidt tyngde til bunden, og effekten med at være længere bagtil end foran er stadig bevaret.

Høstjakke frontJeg har også lavet udtagninger på forstykkerne, ved at samle lænken op mellem hver 3. maske og strikke den drejet ret. Kanterne forneden har jeg afrundet på de sidste 10 rækker, ved at strikke to masker sammen på hver række. Jeg har holdt kantmasken som beskrevet i opskriften, strikket 1 ret, to drejet ret sammen. Ret til de sidste 4 masker, to ret sammen, 1 ret, 1 maske løs af. Luk af fra vrangsiden, mens du strikker 2 drejet ret sammen x 2 og slutter med to ret sammen x 2.

Resultatet bliver helt som jeg havde tænkt det… Mere coat end cardigan, og mon ikke der så er belæg for at strikke endnu en Høstjakke, så jeg også kan prøve den ‘originale’ version?

*/Cecilie

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.