Kære lille Virgil
Lille søde elskede skat, som fylder mit hjerte med så meget kærlighed, sjov, stolthed og beundring. Du tager livet med storm og varme, og du charmerer alle omkring dig med din kærlige og frække appetit på livet.
Lige nu sover du sødt… og trygt, håber jeg.
Uden viden om, at du i morgen skal til kiropraktor for 14. gang siden jul, fordi du igen er låst i din lille krop. Og uden viden om, at din mor græder inden i, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal hjælpe dig, så du snart kan blive fri af dine kvaler.
Siden december har du været syg 18 ud af 22 uger. Virus har taget bo i dig på skift, og du har stort set ikke haft en uge, hvor ikke forkølelse, hoste, slim og feber har huseret. Der er intet mønster i din sygdom… Feberen opstår uden varsel og følge, og varer rask væk en dag eller to… så er du frisk et par dage, og så vender den tilbage igen. Lidt snot her… lidt hoste der… og så et par gode dage igen.
13 gange har vi måtte have dig i behandling siden jul.
13 låsninger, som har givet uendelige grådfyldte putninger, urolige nætter og frustrerede dage. Jeg ville ønske, at du kunne fortælle mig, når det gør ondt, men i stedet er vi hensat til at tyde de bittesmå tegn der gør, at vi kan afkode en låsning… Trækker du lidt i knæ, når du går? Drejer du med hele kroppen, når du skal rundt om hjørnet? Sidder du ikke stille på stolen? Bitte små tegn, som kan være så svære at tyde, og som jeg kan slå mig selv i hovedet med, når det endelig står klart:
Nu er du låst igen…
Og det er du… Igen…
Om en måned skal du til udredning hos børnelægen…
En lang og bekymret måned, før vi kan få svar på, om der mon er noget andet galt i din lille krop… Og vi skal kæmpe – det ved vi – for vi har prøvet det i 4 år med din søster. Prøvet at overbevise sundhedsvæsnet om, at det er alvor, selvom overfladen ser fin og skinnende ud.
I morgen vil jeg slå i bordet… Der skal ske noget nu…
*/Cecilie
Åh det lille pus. Rigtig god bedring med ham. Og held og lykke med at slå i bordet, det er desværre alt for tit nødvendigt – håber du får noget ud af det.
Åhhhh kære Cecilie…. Det gør ondt helt inde at læse dit brev til Virgil… Ingen fortjener sådan et forløb. Jeg ved I har prøvet mangt og meget, men kan kun sige, at kraniesakral terapi har hjulpet os helt utroligt.. Kun et tip. Bank hårdt i bordet og jeg håber det bedste for Jer. Tanker herfra
Hej dette er bare en tanke, jeg har også haft feber syge børn igen igen da de var små… det har sener vist sig at de begge 2 har allergi over for husstøvmider. Som giver snot og snot og også kan vise sig som feber…
Måske kan du bruge denne info måske ikke !
Sønne ting du fremstiller og deler med os på din blok
Mvh Heidi
Det gør mig ondt at høre. Kan kun anbefale kraniosakral. Mild, skånsom og utrolig effektiv især på børn. Tjek stanley Rosenberg institut ud. Det ligger på Christians Havn. De bedste hilsner herfra . Gitte
Det minder om min (høj sensitive) datter. Hendes første 3 1/2 år var hun hele tiden syg. Fra hun var 3-4 lå hun med såkaldt uforklarlig feber. Som ja, varede en dag eller to og var så rask igen. Maveonde og opkast kunne også komme.
Men det var indtil vi fandt ud af at hun var sensitiv. Ligesom jeg selv. Hendes krop var overstimuleret. Stresset. Hun kunne ikke holde til vores hverdag. Efter jeg har søgt viden og indrettet vores liv anderledes har hun ikke længere disse her “sygedage”…..