Om børn og kiropraktik – Lille Virgil #8

Kære lille Virgil

Lille søde elskede skat, som fylder mit hjerte med så meget kærlighed, sjov, stolthed og beundring. Du tager livet med storm og varme, og du charmerer alle omkring dig med din kærlige og frække appetit på livet.

Lige nu sover du sødt… og trygt, håber jeg.

Uden viden om, at du i morgen skal til kiropraktor for 14. gang siden jul, fordi du igen er låst i din lille krop. Og uden viden om, at din mor græder inden i, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal hjælpe dig, så du snart kan blive fri af dine kvaler.

Siden december har du været syg 18 ud af 22 uger. Virus har taget bo i dig på skift, og du har stort set ikke haft en uge, hvor ikke forkølelse, hoste, slim og feber har huseret. Der er intet mønster i din sygdom… Feberen opstår uden varsel og følge, og varer rask væk en dag eller to… så er du frisk et par dage, og så vender den tilbage igen. Lidt snot her… lidt hoste der… og så et par gode dage igen.

13 gange har vi måtte have dig i behandling siden jul.

13 låsninger, som har givet uendelige grådfyldte putninger, urolige nætter og frustrerede dage. Jeg ville ønske, at du kunne fortælle mig, når det gør ondt, men i stedet er vi hensat til at tyde de bittesmå tegn der gør, at vi kan afkode en låsning… Trækker du lidt i knæ, når du går? Drejer du med hele kroppen, når du skal rundt om hjørnet? Sidder du ikke stille på stolen? Bitte små tegn, som kan være så svære at tyde, og som jeg kan slå mig selv i hovedet med, når det endelig står klart:

Nu er du låst igen…

Og det er du… Igen…

Om en måned skal du til udredning hos børnelægen…

En lang og bekymret måned, før vi kan få svar på, om der mon er noget andet galt i din lille krop… Og vi skal kæmpe – det ved vi – for vi har prøvet det i 4 år med din søster. Prøvet at overbevise sundhedsvæsnet om, at det er alvor, selvom overfladen ser fin og skinnende ud.

I morgen vil jeg slå i bordet… Der skal ske noget nu…

*/Cecilie