Om børn og kiropraktik – siden sidst #7

alma gråSiden sidst har vi levet i overhalingsbanen. Sygdom, behandlinger og manglende søvn mixede sig i en stor pærevælling, og jeg har haft brug for at stå af ræset for en tid, og bare være… Man kan ikke styre kaos, man må bare forsøge at navigere i det.

Siden sidst har vi også taget store beslutninger for vores barn. En god og alvorlig snak med pædagogerne i børnehaven har resulteret i en indstilling til fys og børnepsykolog, og nu venter vi spændt på, om vi får dem bevilliget.

Siden sidst har vi også taget sutten. Et projekt som har været længe undervejs (for længe), men som overskuddet ikke har rakt til. Sutten har tidligere været et middel til ro, men den var efterhånden blevet en stor stressfaktor, fordi hun søgte den hele tiden. Efter den er væk, er der kommet meget mere ro.

Siden sidst er der sket meget i Almas liv. Hun er ligesom vokset, og det skyldes måske også, at vi er vokset med hende. Det er en enorm stor lettelse at have fået sat ord på hendes udfordringer, og hun virker generelt mere i balance. Måske er det det øgede fokus i børnehaven, som har givet hende mere ro. At de nu er opmærksomme på hendes ’særegenhed’, og de derfor handler derefter. At hun ikke længere bliver overladt til sig selv, fordi andre råber højere, men at hun nu får den voksenkontakt, hun har brug for. Måske er det vores lettelse, over endelig at have fundet en handlevej, som fungerer, og som hjælper os til at se vores datter i et nyt lys.

Måske…

Der er i hvertfald noget, der har virket.

Jeg er virkelig helt og inderligt taknemmelig for den store respons på mit sidste indlæg. Jeg har ikke fået svaret en eneste af jer, men det kommer… Overskuddet skal bare lige på plads.

Der er kommet så mange gode input, som jeg er dybt taknemmelig over, at I har brugt jeres tid på at skrive til mig, og jeg er glad for, at I også deler jeres historier. Hele pointen med denne indlægsserie er jo netop, at vi skal dele vores erfaringer, og forhåbentlig lære af dem sammen.

Som altid, når man spørger ud i luften, kommer der surt med sødt, og derfor vil jeg gerne starte med at svare i plenum.

Kiss-Kidd: Vores børn har ikke Kiss-Kidd. Låsningen, de kæmper med, sidder i samme område, som Kiss-Kidd børns, men er slet slet ikke i samme ekstreme grad. Har du et barn med Kiss-Kidd, vil du ikke være i tvivl om, at kroppen sidder forkert, for den vil være helt bøjet bagover og forskruet som en banan. Kiss-Kidd er noget, man ofte støder på i forums og på debatindlæg, men det er altså (heldigvis) meget få børn, som er reelle Kiss-kidd børn.

Særlig sensitiv: Jeg er meget overbevist om, at Alma er særligt sensitiv. Måske er vi det alle på den ene eller anden måde, men hun har uden tvivl nogle helt klare indikatorer, som peger i den retning. Det er noget, som vi tager meget alvorligt nu, for ikke at skulle kæmpe med større problemer senere, når hun når skolealderen, og i virkeligheden er det en ret lille indsats, der skal til. Vi er jo allerede klar over, hvornår hun har det svært, og forstår det, mens det for andre kan være nemmere at begribe, at hun er sensitiv, end at hun bare ikke er så god til forandringer.

Diagnoser/etiketter: Det er min ubestridte holdning, at man skal være varsom med at sætte diagnoser på børn. Især børn som ligger i gråzonen, hvor man nemt kan komme til at stigmatisere og fastholde i en bestemt rolle, og måske ender med at skade barnet mere end at hjælpe det. Så er det vist på plads!

– Men… når det er sagt, så skal man altså heller ikke være bange for at råbe højt, når ens barn ikke trives. En “etiket” eller “diagnose” (eller hvad man nu vil kalde det), kan være et vigtigt redskab, når man skal søge hjælp til sit barn – både nu, men også senere hen. Vi har sat “etiketten” Særlig Sensitiv på vores barn, med henblik på at få hende den hjælp og støtte, som hun har brug for. Etiketten er hverken stigmatiserende eller hæmmende, men hjælper os tværtimod med at forstå hende bedre, og målrette vores reaktioner efter hendes forståelsesramme. Vores klare målsætning er, at Alma skal finde sig selv og sin rolle bedst muligt, inden hun starter i skole. For når hun først er ude af daginstitutionsregi, er det tæt på umuligt at få bevilliget hjælp til et barn, som ikke er grelt eller til fare for sig selv – medmindre historien allerede er startet…

Det er altså ikke for vores skyld, at vi har “stemplet” vores barn, men for at give hende flere muligheder for støtte nu, og ikke mindst senere, hvis hun skulle få brug for det, når hun er startet i skole. Alma er det eneste, der er vigtigt i denne historie, det mister vi ikke fokus på.

******

Vi står stadig midt i orkanens øje. Mandag havde jeg begge unger hjemme og til kiropraktor, og i dag er Virgil hjemme med hoste-snot-småfeber. Sådan forløber vores uger mest, og jeg har stadig tilgode at have en hel uge, hvor begge unger er af sted.

Jeg prøver at affinde mig med, at jeg aldrig ved, hvad morgendagen bringer. At jeg ikke kan lægge faste planer uden en “syge børn” klausul, og at alle aftaler skal bekræftes på dagen. Min tid er 100 % dedikeret til mine børn, og på mange måder kan vi vist kun være taknemmelige for, at vi ikke begge er i fuldtidsjob.

*/Cecilie

Klik på “Om børn og Kiropraktik” til højre for at læse alle indlæggende i serien

Nøgleord: .Bogmærk Permalink.

Et svar til Om børn og kiropraktik – siden sidst #7

  1. Pernille Blix siger:

    Jeg har kommenteret et par af dine indlæg. Lyder så meget som min og kone børns historier… Jeg vil prøve at anbefale dig en “forebyggende” fridag til dem hver i sær. Feks. den store om mandagen. Hvor i bare er der hjemme i nattøj og hygger. Ikke noget de skal forholde sig til. Og den lille feks onsdag. Prøv at invester i det i et par uger. En “forebyggende sygedag”. Mange sensitive har simpelthen brug for at trække stikket. Alenetid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.