Om børn og kiropraktik – de langsigtede følger #6

47d7088ea16e11e386e80e4f1a9e4cfd_8Efter Almas første behandling hos kraniosakralterapeuten, begyndte hun at udvikle sig. Fysisk mærkede vi stor en forandring, og det var som om, at hun faldt mere i balance. Psykisk begyndte hun også at åbne sig, og da hun var fyldt et år, begyndte vi at kunne lukke den nærmeste familie tættere ind på hende. Det tog lang tid, og det krævede oceaner af tålmodighed af vores bedsteforældre, for al forandring tog tid for Alma – og det gjalt i alle livets aspekter. Vi skulle lære vores barn, at hun kunne stole på andre end os, der var nærmest, og dem udefra skulle fortjene hendes tillid. Det var en kæmpe proces, hvor farmor eks. kom en gang om ugen for at være sammen med hende, og efter et par måneder kunne hun passes alene.

Kraniosakralen kom anden gang, da Alma var ca. 14 måneder. Hun havde gået en måneds tid, men da var som om, at hun ikke helt kunne holde balancen. Stive babyben, var der en der kaldte dem, og det var lige hvad de var. Det var faktisk ikke noget, som jeg tillagde værdi dengang. Alle omkring os bemærkede det som noget charmerende: “Se lige de små stive babyben og den vrikkende blenumse” – og det så sødt ud, på sådan en vraltende babyagtig måde. Men det var ikke sødt. Det var udtryk for en låsning i bækkenet, og at hun ikke kunne rotere ordentligt i leddene. Musklen i mellemgulvet var spændt igen, og hun kunne ikke bruge sit højre ben så frit som det venstre. Jeg så det ikke selv. Ikke dengang. Det eneste jeg havde bidt mærke i var, at hun væltede lidt for ofte. Som om balancen var lidt skæv. Men da kraniosakralen pegede ud, hvordan Alma ikke brugte kroppen symmetrisk, kunne jeg tydeligt se det. Når hun kravlede op i sofaen f.eks., var det ene ben ikke helt med. Det var også altid samme ben, hun kravlede op med. Og det samme når hun bare stod – så lænede hun en lille bitte smule til den ene side. Vægten lå altid på venstre ben. Bitte små tegn, som kan afsløre, at der er noget mekanisk galt. For det er jo det, de arbejder med – kraniosakralen og kiropraktoren – mekanikken i kroppen. En anden ting, som hun påpegede – og som hun også havde påpeget ved første besøg, var når Alma sad på gulvet, så sad hun med strakte ben. Ikke bøjet på en skrædderagtig måde, men helt strakte lige ben, og det var også et tegn.

Effekten af behandlingen kunne ses i samme sekund, den blev udført. Da hun fik løsnet musklen i mellemgulvet kunne vi høre et suk af lettelse. Lungerne blev fyldt med luft – helt ned i maven, og benene sprællede på hende, så det så helt skørt ud. Hun kravlede rundt, og op i sofaen – med det andet ben! Det var en ret fantastisk oplevelse, især oven på den voldsomme reaktion ved første behandling. Så var det rart endelig at opleve noget, der havde øjeblikkelig effekt. Det gav et skub til håbet om en fremtid, som så måske kunne begynde at ligne et helt normalt familieliv.

Da Alma fyldte to år, blev hun erklæret ‘rask’. Låsningen var nu kun en lille bitte kerne, som kunne holdes nede med halvårlige tjeks, og hun var helt med rent motorisk. Udefra lignede hun enhver anden lille pige, men inden i kæmpede vi stadig med en sky lille pige, som havde svært ved at rumme verden.

Der er meget, jeg kan skrive om tiden efter. Hvordan vi gang på gang har forsøgt at få Alma til at blive tryg i sin egen seng, i stedet for at sove mellem os. Hvordan vi med kærlige skub har puffet hende blidt ud over kanten til at prøve nye ting, for derefter at ryge 2-3 skridt tilbage. Hvordan vi har ventet, og givet hende tid i håbet om, at hun på egen hånd ville modnes og blive stærk nok psykisk til at kunne håndtere verden. I stedet ville jeg springe frem til de følgevirkninger, som vi kæmper med i dag. For meget relevant står vi midt i en brydningstid, og alvoren om, at Alma måske aldrig bliver et helt ‘normalt’ barn slår os lige præcis nu, og vi bryder vores hoveder for at finde ud af, hvordan vi bedst hjælper vores barn.

Det har været utrolig hårdt for Alma at starte i børnehave. Mens hun var i dagpleje, stod tiden ligesom stille, for her havde hun den samme trygge hverdag, som vi kunne give hende derhjemme. Der var masser af kys og kram, og vores fantastiske dagplejemor har længe været Almas primærperson, når vi ikke var i nærheden. Hun havde forståelse for vores situation, og vi havde en god og klar kommunikation omkring Alma og hendes hverdag. Og Alma… Hun forgudede sin dagplejemor. Hun var tryg.

Børnehaven derimod er en helt anden verden. Et kulturchok naturligt nok, men som månederne gik, faldt hun bare ikke til. Det er de store tegn, som når vi i perioder har måtte bære et panisk grædende barn ud ad døren. Noget som vi aldrig har oplevet før. Og som når hun allerede om eftermiddagen blev angst over, at hun skulle i børnehave dagen efter. Ofte har hun grædt sig i søvn, fordi hun vidste, hvad morgendagen bragte, og ligegyldig hvor meget vi har forsøgt at opmuntre og trøste, hjalp det lige lidt.

-Og så var der de små tegn… Som at hun kategorisk har nægtet at lave prut i børnehavetiden, og vi  nogle gange har måtte løbe hjem, fordi hun har holdt sig for længe.

Vores største bekymring er hendes sociale egenskaber, som er dybt begravet i handlemønstre fra hun var baby. Hun trækker sig, når det kommer til samvær med andre, for det er som om, at hun ikke kan rumme, når der kommer for mange dimensioner i legen. Hun leger helst alene, der har hun fuld kontrol, og så kan hun klatre ind i sig selv, hvor der ikke er for mange forstyrrende elementer. Hun skærmer sig af fra verden, nøjagtig som vi gjorde det for hende, da hun var baby.

Jeg har brugt dagen i dag på at læse om særligt sensitive børn. Det er et område, som jeg kender meget lidt til, men som jeg langsomt er begyndt at bevæge mig ind over. Måske ligger der mere til grund for Almas gemyt, end blot følgevirkninger, eller måske er følgevirkningerne årsag til ekstra sensitivitet. I hvertfald er der mange af indikatorerne, som jeg kan kende hos mit barn.

Kender du noget til særligt sensitive børn? Og ved du, hvor man kan få hjælp til at vurdere, om ens barn er særligt sensitiv? Så må du meget gerne sende mig en mail via kontaktfanen.

Næste indlæg kommer til at handle om Virgils symptomer, som adskiller sig helt fra Almas. Med lidt medvind kommer det næste onsdag.

*/Cecilie

Klik på “Børn og kiropraktik” i ordskyen til højre for at læse de tidligere indlæg

Nøgleord: .Bogmærk Permalink.

8 svar til Om børn og kiropraktik – de langsigtede følger #6

  1. Anette siger:

    Kære Cecilie

    Du lyder som en klog kvinde og da intelligens er arvelig og ofte går hånd i hånd med sensitivitet, skulle du måske også læse lidt på http://www.giftedchildren.dk.

    🙂

  2. Sanne siger:

    Jeg ved desværre ikke noget om særligt sensitive børn, men det var også min tanke da jeg læste indlægget. Jeg er selv særligt sensitiv, men når man omtaler voksne som særligt sensitive er det ikke tale om nogen diagnose, men et personlighedstræk. Dette træk findes det forskellige grader af.
    Jeg vil gætte på at hun kunne have godt af at være sammen med en voksen og et andet barn, til at starte med, så det hele var mere overskueligt, og hun kunne blive tryg ved nogen få mennesker ad gangen. Det var det der blev gjort ved mig, da jeg startede i ny børnehave som 4-årig.
    Held og lykke med det hele, og tak for din historie!

  3. Line Rosenvold siger:

    Jeg er mor til en særlig sensitiv dreng, som derudover også er for tidlig født og har haft en hård start på livet.. Meget ens med jeres Alma og så alligevel forskelligt.. Han er idag 4 år. Jeg ved efterhånden en del om det at være særlig sensitiv, både som mor, men også som pædagog.. Jeg sidder lige nu med en sovende baby på armen, men så snart jeg får ‘fri’ sender jeg dig en mail..

  4. Kari siger:

    Kære Cecilie

    Jeg kan også nogle gange være i tvivl. Er min søn særligt sensitiv på grund af hans barske start på livet? Eller er det bare hans personlighed? – både hans far og farfar er også særligt sensitive.
    Jeg har læst en hel del om at være særligt sensitiv og så har jeg tilmeldt mig to seminarer som også berører emnet selvværd for særligt sensitive.
    Elliot går i Steiner vuggestue og rykker snart op i børnehavegruppen. Huset er en gave for Elliot og jeg kan varmt anbefale dig, at finde en Steiner børnehave til Alma.
    De forstår Elliot og der er så meget varme og tryghed.
    Derudover har vi valgt at skrive Elliot op på lilleskolen her i Odense.
    Det kan til tider være benhårdt at være mor til et særligt sensitivt barn – men det er også en kæmpe gave!
    Kh Kari

  5. Mette siger:

    Jeg tænker lidt som ovenstående at det måske er noget mere end bare at være sensetiv. Uden at male fanden på væggen, så tænker jeg autisme. Det kan lyde meget voldsomt og måske slet ikke aktuelt. Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle skrive det for at gøre jer unødig angst, men jeg ville ønske nogle havde opdaget det hos min søn tidligere istedet for i 10 års alderen. Under alle omstændigheder kan I hvert kan du sikkert hente en helt masse vejledning i denne verden. Kig evt. Her http://ipaper.ipapercms.dk/LandsforeningenAutisme/Medlemsblade2013/Nr52013URL/
    Mvh
    Mette

  6. Katrine siger:

    Kære Cecilie.
    Jeg har ikke kendskab til særligt sensitive børn, men jeg er netop stødt på en artikel om emnet i det nyeste nummer (nr 65 februar/marts 2014) af Børn & Fritid. Artiklen er skrevet af Pernille, som selv er særligt sensitiv og har bloggen pernillenb.wordpress.com. Hun anbefaler at man læser om emnet fx det der er skrevet af den amerikanske forsker og psykolog Elaine Aaron.
    Held og lykke med det!
    Hilsen og tanker fra Katrine

  7. Lillian siger:

    Jeg er pædagog og synes lidt det er noget pjat med den såkaldte diagnose ’sensitive børn’. Jeg mener at vi alle er præget af den (tidlige) opvækst vi har haft – på godt og ondt – og det bærer vi med os videre frem. ALLE børn er sensitive børn og ALLE børn har specielle behov. Ikke hele tiden og altid, men ind i mellem. Nogle børn oplever så, som jeres, en forfærdelig start – rigtig uheldigt for jer alle – og det påvirker selvfølgelig både jeres og hendes syn på sig selv og omverdenen. Hun har lært at verden er farlig og at det kun er meget få mennesker hun kan stole på/være tryg ved. Det tager lang tid at ændre sådanne mønstre!!! Snak med pædagogerne, gør dagene korte, tal altid positivt om andre mennesker og forsøg at have tillid til, at hun godt kan klare det! Jeg ved det er svært, men jeg tror ofte, at vi i vores nervøsitet for at gøre livet trygt nok for vores børn i tilgift giver dem en utryghed overfor ‘verden’. Bestemt ikke med vilje, for vi ønsker blot at beskytte dem. Måske har I, som voksne også behov for at arbejde lidt med de problemer der har været. Det lyder som om det har været en hæftig tid, med så ulykkeligt et barn. Det giver ar i sjælen , også hos forældrene og det har godt af at blive bearbejdet. Det korte af det lange: lad være med at sætte en etiket/diagnose på pigen, men forsøg at lære hende at verden er ikke så utryg, som hun måske tror. Og tal med andre om det. F.eks. pædagogen og der er også mulighed for at få en psykolog ind over. Håber dette kan bruges til noget af dig.

  8. Pernille Blix siger:

    Jo alle børn er sensitive. Alle voksne er sensitive. Men nogle reagerer bare kraftigere på stimuli, og har ofte svært ved at rumme alt det omkring dem en hel dag, feks. i børnehaven, eller almindelige gense dagligdagsting i hverdagen. Klart hun bliver panisk, hvis hun fornemmer hun ikke kan rumme det og ingen forstår hende. Har du prøvet at sige til pædagogerne at hun skal have 2×20 minutters pause i løbet af dagen. Formiddag og eftermiddag? Bare det har haft en positiv virkning på min egen datter. Og ja, det med høj sensitivitet og diagnoser som ADHD og autisme kan være svære at hitte rede i. Men det der er med denne er høje sensitivitet det er, at den kan vise sig ved overstimulering/stress som hyperaktivitet eller at trække sig. Du er velkommen til at kigge forbi min blog og søge i kategorien hsp eller sensitiv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.