Om børn og kiropraktik – de langsigtede følger #6

47d7088ea16e11e386e80e4f1a9e4cfd_8Efter Almas første behandling hos kraniosakralterapeuten, begyndte hun at udvikle sig. Fysisk mærkede vi stor en forandring, og det var som om, at hun faldt mere i balance. Psykisk begyndte hun også at åbne sig, og da hun var fyldt et år, begyndte vi at kunne lukke den nærmeste familie tættere ind på hende. Det tog lang tid, og det krævede oceaner af tålmodighed af vores bedsteforældre, for al forandring tog tid for Alma – og det gjalt i alle livets aspekter. Vi skulle lære vores barn, at hun kunne stole på andre end os, der var nærmest, og dem udefra skulle fortjene hendes tillid. Det var en kæmpe proces, hvor farmor eks. kom en gang om ugen for at være sammen med hende, og efter et par måneder kunne hun passes alene.

Kraniosakralen kom anden gang, da Alma var ca. 14 måneder. Hun havde gået en måneds tid, men da var som om, at hun ikke helt kunne holde balancen. Stive babyben, var der en der kaldte dem, og det var lige hvad de var. Det var faktisk ikke noget, som jeg tillagde værdi dengang. Alle omkring os bemærkede det som noget charmerende: “Se lige de små stive babyben og den vrikkende blenumse” – og det så sødt ud, på sådan en vraltende babyagtig måde. Men det var ikke sødt. Det var udtryk for en låsning i bækkenet, og at hun ikke kunne rotere ordentligt i leddene. Musklen i mellemgulvet var spændt igen, og hun kunne ikke bruge sit højre ben så frit som det venstre. Jeg så det ikke selv. Ikke dengang. Det eneste jeg havde bidt mærke i var, at hun væltede lidt for ofte. Som om balancen var lidt skæv. Men da kraniosakralen pegede ud, hvordan Alma ikke brugte kroppen symmetrisk, kunne jeg tydeligt se det. Når hun kravlede op i sofaen f.eks., var det ene ben ikke helt med. Det var også altid samme ben, hun kravlede op med. Og det samme når hun bare stod – så lænede hun en lille bitte smule til den ene side. Vægten lå altid på venstre ben. Bitte små tegn, som kan afsløre, at der er noget mekanisk galt. For det er jo det, de arbejder med – kraniosakralen og kiropraktoren – mekanikken i kroppen. En anden ting, som hun påpegede – og som hun også havde påpeget ved første besøg, var når Alma sad på gulvet, så sad hun med strakte ben. Ikke bøjet på en skrædderagtig måde, men helt strakte lige ben, og det var også et tegn.

Effekten af behandlingen kunne ses i samme sekund, den blev udført. Da hun fik løsnet musklen i mellemgulvet kunne vi høre et suk af lettelse. Lungerne blev fyldt med luft – helt ned i maven, og benene sprællede på hende, så det så helt skørt ud. Hun kravlede rundt, og op i sofaen – med det andet ben! Det var en ret fantastisk oplevelse, især oven på den voldsomme reaktion ved første behandling. Så var det rart endelig at opleve noget, der havde øjeblikkelig effekt. Det gav et skub til håbet om en fremtid, som så måske kunne begynde at ligne et helt normalt familieliv.

Da Alma fyldte to år, blev hun erklæret ‘rask’. Låsningen var nu kun en lille bitte kerne, som kunne holdes nede med halvårlige tjeks, og hun var helt med rent motorisk. Udefra lignede hun enhver anden lille pige, men inden i kæmpede vi stadig med en sky lille pige, som havde svært ved at rumme verden.

Der er meget, jeg kan skrive om tiden efter. Hvordan vi gang på gang har forsøgt at få Alma til at blive tryg i sin egen seng, i stedet for at sove mellem os. Hvordan vi med kærlige skub har puffet hende blidt ud over kanten til at prøve nye ting, for derefter at ryge 2-3 skridt tilbage. Hvordan vi har ventet, og givet hende tid i håbet om, at hun på egen hånd ville modnes og blive stærk nok psykisk til at kunne håndtere verden. I stedet ville jeg springe frem til de følgevirkninger, som vi kæmper med i dag. For meget relevant står vi midt i en brydningstid, og alvoren om, at Alma måske aldrig bliver et helt ‘normalt’ barn slår os lige præcis nu, og vi bryder vores hoveder for at finde ud af, hvordan vi bedst hjælper vores barn.

Det har været utrolig hårdt for Alma at starte i børnehave. Mens hun var i dagpleje, stod tiden ligesom stille, for her havde hun den samme trygge hverdag, som vi kunne give hende derhjemme. Der var masser af kys og kram, og vores fantastiske dagplejemor har længe været Almas primærperson, når vi ikke var i nærheden. Hun havde forståelse for vores situation, og vi havde en god og klar kommunikation omkring Alma og hendes hverdag. Og Alma… Hun forgudede sin dagplejemor. Hun var tryg.

Børnehaven derimod er en helt anden verden. Et kulturchok naturligt nok, men som månederne gik, faldt hun bare ikke til. Det er de store tegn, som når vi i perioder har måtte bære et panisk grædende barn ud ad døren. Noget som vi aldrig har oplevet før. Og som når hun allerede om eftermiddagen blev angst over, at hun skulle i børnehave dagen efter. Ofte har hun grædt sig i søvn, fordi hun vidste, hvad morgendagen bragte, og ligegyldig hvor meget vi har forsøgt at opmuntre og trøste, hjalp det lige lidt.

-Og så var der de små tegn… Som at hun kategorisk har nægtet at lave prut i børnehavetiden, og vi  nogle gange har måtte løbe hjem, fordi hun har holdt sig for længe.

Vores største bekymring er hendes sociale egenskaber, som er dybt begravet i handlemønstre fra hun var baby. Hun trækker sig, når det kommer til samvær med andre, for det er som om, at hun ikke kan rumme, når der kommer for mange dimensioner i legen. Hun leger helst alene, der har hun fuld kontrol, og så kan hun klatre ind i sig selv, hvor der ikke er for mange forstyrrende elementer. Hun skærmer sig af fra verden, nøjagtig som vi gjorde det for hende, da hun var baby.

Jeg har brugt dagen i dag på at læse om særligt sensitive børn. Det er et område, som jeg kender meget lidt til, men som jeg langsomt er begyndt at bevæge mig ind over. Måske ligger der mere til grund for Almas gemyt, end blot følgevirkninger, eller måske er følgevirkningerne årsag til ekstra sensitivitet. I hvertfald er der mange af indikatorerne, som jeg kan kende hos mit barn.

Kender du noget til særligt sensitive børn? Og ved du, hvor man kan få hjælp til at vurdere, om ens barn er særligt sensitiv? Så må du meget gerne sende mig en mail via kontaktfanen.

Næste indlæg kommer til at handle om Virgils symptomer, som adskiller sig helt fra Almas. Med lidt medvind kommer det næste onsdag.

*/Cecilie

Klik på “Børn og kiropraktik” i ordskyen til højre for at læse de tidligere indlæg

Nøgleord: .Bogmærk Permalink.

8 svar til Om børn og kiropraktik – de langsigtede følger #6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.