Om børn og kiropraktik – kraniosakralterapeuten #4

gråKraniosakralterapeuten kom første gang d. 17 marts. Datoen husker jeg helt tydeligt, for det var min fødselsdag og Kasper havde taget fri fra job. Alma var på det tidspunkt omkring 9½ måned, og en fantastisk dejlig lille pige. Når hun var vågen, var hun glad og mild, så længe en af os var lige ved, men søvn og putning var stadig et kaos. På dette tidspunkt var hendes personlighed også ved at træde frem, og det blev tydeligere, at Alma ikke kunne være hos andre end os, hvilket var svært, når familien var på besøg. Jeg havde en ubehagelig følelse af, at særligt farmor og mormor synes, at jeg var en ravnemor, der ikke havde tillid til andre når det gjalt mit barn – og det havde jeg måske i virkeligheden heller ikke. Ikke at jeg ikke stolede på andres kompetencer til at passe mit barn, men jeg havde ikke tillid til, at Alma ville føle sig tryg uden for vores boble, og derfor sørgede jeg altid for at være tæt ved hende. Det gik langt over mine grænser, når nogen ’stak af’ med hende, selvom det bare var ind i et andet rum. Jeg skulle helst kunne se hende hele tiden.

Hendes låsning gjorde, at vi ikke tumlede med hende, som man ville gøre med andre børn. Det især var også svært at forklare over for andre, som jo med bedste intentioner ville give en ‘flyvetur’, eller trille, rulle, hoppe med vores barn. – Og nogen gange lod vi passere, mens en stemme inden i skreg: HOLD DIG FRA MIT BARN!! Vi valgte vores kampe, men tog langt de fleste, og jeg er sikker på, at det oftest blev ledt tilbage til mig… Ravnemoderen.

Kraniosakralen (KS) skulle komme omkring frokost, så det meste af dagen gik med at vente… Vi havde ikke de store forventninger til besøget, for vi kendte ikke så meget til kraniosakralterapi. Ærligt, så troede jeg faktisk, at det var sådan noget med hovedbundsmassage og æteriske olier – og hvordan skulle det lige hjælpe vores lille skat?

Konsultationen varede ca 1½ time. KS nåede dårligt inden for døren, før hun sagde: “Ja, hun er låst i mellemgulvet og i bækkenet”! Uden at have haft fingrene i vores barn, kunne hun ud fra bevægelsesmønstre, vejrtrækning og ansigtssymmestri konkludere, at vores datter var låst. Flere steder.

Det var en oplevelse på godt og ondt at have besøg af KS. Godt, fordi vi fik forklarede en masse sammenhængsmønstre hos vores barn, som gav mening. Almas låsning i mellemgulvet gjorde, at hun ikke kunne trække vejret ordentligt ned i maven, og det mente hun kunne linkes direkte til den manglende søvn, og det samme kunne forklare, når Alma skreg uden lyd og i flere sekunder ikke trak vejret. Hun forklarede, hvordan vejrtrækningen påvirker vores søvnfaser, når vi kommer op i de lette søvnlag, og hvordan kroppens automatreflekser slår til, når noget ikke fungerer, som det skal.

Hun nævnte mange ting, som var ‘galt. med vores barn. Så mange, at det meste er flydt sammen, eller er glemt i forsøget på at lægge årene bag os. – Men der var en ting, hun sagde, som virkelig betød meget for mig, og det var, at Alma med sine problemer, ikke kunne rumme at være andre steder end hos os. Vi var hendes anker, forklarede hun, og hun havde simpelthen ikke plads i sin lille verden, til at rumme andet end sin smerte og os. Og det var vores opgave at beskytte hende mod verden, for hun havde ikke andre end os. Det var en kæmpe lettelse at høre, for nu havde vi pludselig en andens ord for, at Alma skulle være tæt på os, og det lagde trods alt lidt mere vægt bag ordene.

Da KS var gået, sank vi helt sammen i sofaen, mens tårene fik frit løb. Pludselig stod vi med en masse årsagssammenhænge, som forklarede og gav mening, men der blev også åbnet for en helt ny pose af lopper, som vi skulle forholde os til, og ikke mindst var Almas problemer langt mere omfattende, end vi var klar over.

Alma reagerede meget kraftigt på behandlingen. Dengang troede vi, at vi havde gjort noget helt forfærdeligt ved hende – at vi havde ødelagt hende. Hun skreg – panikskreg, så alle alarmklokker gik i mig, og det var næsten som at stå der med en 14 dage gammel baby, som man intet kunne stille op for. Vi blev nervøse, og jeg især var skrækslagen for, om vi nu havde gjort noget forkert. Fejlede hun mon noget helt alvorligt, og havde vi nu tricket det ved at lade en fremmed dame trykke på vores barn?

(Idag ved vi, at hele hendes – før – låste krop var stiv og øm, og at hun skulle lære at bruge sine muskler og led på en ny måde. Den rigtige måde. )

I afmagt fik vi en henvisning til en børnelæge. Jeg havde brug for at få kigget hende ordentligt efter i sømmene for at sikre, at hun ikke fejlede noget alvorligt. Hvad hvis hun havde noget med hjertet… eller brok… eller noget andet, som sad uden for syne – og vi først opdagede det for sent. Hvad hvis jeg var ved at miste mit barn?

Turen hos børnelægen var ikke nogen succes. Hun undersøgte dårligt Alma, men var fra start af overbevist om, at problemet var dårlige søvnvaner – og heldigvis var hun ekspert i søvn. Vi skulle bare guides igennem at lære Alma at falde i søvn selv, og så var det vist i øvrigt en god idé at tage sutten fra hende, så hun ikke vågnede, når den faldt ud af munden. For nogen sikkert gode råd, for os helt fuldstændig skudt ved siden af.

Den næste tid faldt Alma mere til ro. Der gik en uges tid, før vi kunne begynde at se fremskridt hos hende, men de kom – langsomt og sikkert. Kiropraktorbehandlingerne begyndte at holde, og der gik længere tid imellem behandlingerne, og Alma begyndte at kunne rumme andre end sin mor og far. I kort tid og altid med os i nærheden. Søvn var stadig et stort kaos, men indimellem sov hun igennem – så længe det var lige imellem os.

På onsdag kommer næste indlæg

*/Cecilie

Klik på “Børn og kiropraktik” i ordskyen til højre for at læse de tidligere indlæg

Nøgleord: .Bogmærk Permalink.

10 svar til Om børn og kiropraktik – kraniosakralterapeuten #4

  1. pialouise siger:

    Din historie rammer virkelig noget i mig.
    Godt at vi er nogen, der kæmper, selvom det er så udmattende.

  2. Anette siger:

    Tak fordi du deler jeres historie…

  3. Hvis ravnemor er at gøre det man instinktivt ved er det bedste for sit barn, så er jeg også en ravnemor. Jeg bliver meget rørt over at læse din beretning – den rammer lige i hjertet

  4. Annette siger:

    Fantastisk sødt billede og en dejlig historie. Jeg glæder mig til at høre om yderligere fremskridt i næste uge. Det lyder som om du er en fantastisk mor for din datter.

  5. Maja siger:

    Historie der går ind … Åh den måde verden kan se på en som forældre kan fandme næsten gøre lige så ondt – er selv mor til en 9 uger for tidlig født 🙂 jeg følger spændt med skal til at læse til Kranio sakral terapeut om et par mdr .. Det havde også god effekt på min datter … Kh Maja

  6. Mette siger:

    Tusind tak fordi du deler denne historie. Det er fantastisk læsning og gud hvor jeg føler med jer. Hvor må det bare have været hårdt for jer.

  7. Mette M siger:

    Hvor ER jeg glad for at læse at I fandt noget som begyndte at virke… Det er en voldsom historie og må have været en virkelig hård tid. Jeg har selv en datter som er hypermobil og derudover har nogle sensoriske udfordringer – hun vil kun være hos mor, far og storebror – så jeg har også et veludviklet beskytter gen 😉 Og har også måtte se omgivelserne ryste på hovedet og vende øjnene mod himlen! Og hvad så – de overlever nok – det vigtigste for mig er mit barn. Det kræver dog overskud og dybe vejrtrækninger, til tider.
    Jeg synes det er virkelig flot at du deler Jeres historie, og jeg er helt sikker på at det hjælper andre, så du får en kæmpe virtuel krammer fra mig for det 😀
    Kh
    Mette

  8. Mor Tina siger:

    God søndag til du og din dejlige familie:-)

    Sikke et skønt billede du har lagt op, det siger bare ALT:-)

    jeres stakkels barn, det kan være så svært for andre at forstå, men som mor har vi den der sjette sans og det bør andre respektere lidt oftere.

    Jeg er glad for at behandlingen hjalp.
    Jeg har selv arbejdet meget med børn og unge med forskellige neurologiske skader: OCD, autisme, turette, ADD, ADHD mv.
    Og de har haft stor glæde af især kraniosakralterapi, nogle af kiropraktik, zoneterapi, fysioterapi og ergoterapi.
    Faktum er at det hjælper langt de fleste.

    Så fortsæt med forsigtig hjælp til jeres barns låsninger.
    Hilsner og tanker fra Tina
    http://www.mariahoffbeck.blogspot.com

  9. Helle Jescika siger:

    Sikken en omgang, stakkels lille Alma. Hvor er det dejligt at læse at det virker. Jeg kender alt for godt følelsen af at være ravnemor. I mange år, faktisk Amalies første 4 kæmpede vi alene for hende. Hun var altid meget træt, ville ikke være i alt for store sammenhæng når hun var træt. Pædagogerne i bh sagde jeg skulle stoppe mit fejlfindingsprogram bare fordi jeg var støttepædagog. Endelig fik vi ny læge og blev
    Hørt og senere fik vi at vide hun har en uspec. muskelsygdom og hybermobilitetssyndrom. I dag er hun snart 11 og vi kæmper stadig for forståelse.Men nu ved vi at detxer det rigtige vi kæmper for.

  10. Mette siger:

    Sikke en glæde, at det virker – og hvor er det dejligt, at du opfordrer til, at vi forældre stoler på mavefornemmelsen og holder fast i, at vi kender vores børn bedst.
    Du lyder som en fantastisk mor, men du er bestemt ikke en ravnemor, for en ravnemor er et nedsættende udtryk, som bruges om en kvinde, der forsømmer sine børn.
    Derimod bruges udtrykket hønemor eller kyllingemor i overført betydning om en “kvinde der pylrer om eller udviser (for) stor omsorg for sit barn eller sine børn”, citat fra den danske ordbog. Men i mine ører har hønemor også en lidt negativ klang.
    Hvis vi absolut skal bruge en dyrebetegnelse om din store og kærlige omsorg, så er det vist en løvemor, du er!
    Håber, det er ok, at jeg skriver her, selvom jeg ikke kender dig.
    Sender jer de bedste ønsker – kærlig hilsen en sprognørd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.