Om børn og kiropraktik – Almas symptomer #5

 DSC_0079

Jeg vil gerne starte med at takke jer for at kommentere på indlæggende Om børn og kiropraktik. Det betyder utrolig meget, at I også deler jeres historier, for det gør budskabet i indlæggende endnu stærkere, og understreger min pointe om, at der simpelthen ikke er nok kendskab til hverken kiropraktik eller kraniosakralterapi hos læger, sundhedsplejersker og andet sundhedspersonale, når man som forældre står med et barn, der ikke trives.

Jeg har med vilje ikke svaret på jeres enkelte kommentarer, og det skyldes, at de står så stærkt for sig selv. Det er mit håb, at dem som kommer forbi indlæggene, læser kommentarerne også, og i det samlede billede, måske, bliver lidt klogere på alt det her med børn og kiropraktik (og kraniosakralterapi).

Jeg har fået mange henvendelser med spørgsmål om, hvilke symptomer man skal være opmærksom på hos sine børn, og hvordan man kan vide, om det vil være en god idé at tage sit barn i behandling. Spørgsmål, som jeg rigtig gerne vil svare på, men som jeg ikke er sikker på, at jeg er kvalificeret til at svare på… Jeg er ikke behandler, og alle de informationer vi har fået omkring vores børns helbred, er røget igennem et tykt morfilter, fyldt med følelser, frustration og angst. Dertil kommer, at børn er helt forskellige, så de symptomer, jeg har oplevet hos mine børn, kan komme helt anderledes til udtryk hos dine.

– Men derfor vil jeg selvfølgelig gerne dele vores erfaringer, og hvilke faresignaler vi er opmærksomme på. Husk, at det ikke er en facitliste. Det er vores oplevelser og erfaringer.

Alma var låst i de øverste nakkehvirvler og i bækkenet. Hvornår låsningen er sket er uvis, men det er uden tvivl sket lige inden eller mens hun kom til verden. Hun kan have stået skævt inde i maven, eller det kan være sket under fødslen, hvis vejen ud har været ‘skæv’.

De første symptomer, vi bemærkede var, at hun græd hele tiden. I de første måneder fandt hun kun ro ved brystet, og hun spiste hele tiden. Lidt af gangen og meget ofte. – Og så var der søvnen, som nærmest ikke eksisterede. Hun var også meget spændt i kroppen. Spændte som en flitsbue, både når hun var på arm, og når hun lå i sengen. Det var de signaler, som vi fangede med det samme, og som gav os en klar indikation af, at vores barn ikke trivedes.

– Og så var der de mere skjulte tegn, som vi dengang ikke vidste var faresignaler, men som vi i bakspejlets lys, sagtens kan sætte i sammenhæng med den viden, vi har idag.

Tegn som manglende træthedstegn, hendes vejrtrækning, hyppig spisning og overdrevne tryghedsbehov.

Vi har lært, at en låsning i kroppen, vil, når den ikke bliver behandlet, forplante sig til andre steder i kroppen – kroppen kompenserer og prøver at skabe balance. Hos Alma forplantede det sig til mellemgulvet, hvorfra en masse af kroppens kernefunktioner styres, og det er her, at roden til langt de fleste af Almas problemer kunne findes.

Den store muskel i mellemgulvet er den, som hjælper os med at trække vejret ordentligt. Hvis musklen er for stram, kan vi ikke trække vejret helt ned i maven, men trækker istedet kun vejret overfladisk. Det var en af Almas problemer, og bl.a. årsagen til, at hun holdt op med at trække vejret, når hun begyndte at græde. Hun kunne ikke fylde lungerne med luft, og det gav rod i den naturlige refleks.

Vejrtrækningen spiller en stor rolle i et lille barns søvn. Dyb søvn og dyb vejrtrækning hænger uløseligt sammen, og fordi Alma var spændt i musklen i mellemgulvet, gav det ubehag, når hun nåede til den dybe søvn, så i stedet vågnede hun. Og lidt lige som når man tager en powernap, så ‘snød’ hun kroppen til at tro, at den var udhvilet.

Musklen i mellemgulvet har også en vigtig funktion i vores mave. Den masserer tarmene og har indflydelse på lukkemekanismerne hele vejen fra spiserøret og ned igennem tarmene. Alma spiste mindst en gang i timen de første mange måneder af sit liv. Det var som om, at hun ikke kunne blive mæt. Det var selvfølgelig tryghed for en stor del, at hun lå der, men når hendes lukkefunktioner ikke fungerede ordentligt ned igennem spisesystemet, kan det også tænkes, at hun ikke nåede at optage maden ordentligt, og derfor ikke blev ordentlig mæt. Det er kraniosakralens bud på en forklaring… at mælken simpelthen er løbet lige igennem hende, og på mange måder giver det god mening.

Det kunne ikke ses på overfladen. Hun havde regelmæssigt fyldte bleer, og hun tog på, som hun skulle. Lægen mente bestemt, at hun blev overfodret, men hvis det havde været tilfældet, ville vi have set det på mængden af fyldte bleer eller lign. – Og her fungerede alt normalt.

Alma ville ikke ligge på ryggen, men faldt altid i søvn på siden. Hovedet var krænget godt bagover, og man kunne næsten tegne en bue fra det nederste af numsen til op over nakken. Dengang kunne vi godt se, at det ikke så helt normalt ud, og idag ved vi, at hun forsøgte at lette den låste nakke. Børn skal ikke ligge i yderpositioner, og børn skal kunne ligge på ryggen, selvom de foretrækker at falde i søvn på siden.

Der var mange indikatorer på, at der var noget galt med Alma. Vigtigst af alt var vores mavefornemmelse, der sagde os, at der var noget galt. Og det er svært – det der med at lytte til mavefornemmelsen, for ligegyldig hvor man henvender sig for at få hjælp, risikerer man at ryge i kategorien ‘pylrede forældre’, og så kan det være svært at stole på sig selv.

Jeg tillader mig at kopiere Helle Jescikas kommentar på sidste uges indlæg ind her. Den ramte mig særligt i forhold til de professionelle vi omgiver os med ift. vores børn, og som er dem, vi naturligt vil henvende os til, når vi har brug for råd og vejledning:

Sikken en omgang, stakkels lille Alma. Hvor er det dejligt at læse at det virker. Jeg kender alt for godt følelsen af at være ravnemor. I mange år, faktisk Amalies første 4 kæmpede vi alene for hende. Hun var altid meget træt, ville ikke være i alt for store sammenhæng når hun var træt. Pædagogerne i bh sagde jeg skulle stoppe mit fejlfindingsprogram bare fordi jeg var støttepædagog. Endelig fik vi ny læge og blev
Hørt og senere fik vi at vide hun har en uspec. muskelsygdom og hybermobilitetssyndrom. I dag er hun snart 11 og vi kæmper stadig for forståelse.Men nu ved vi at det er det rigtige vi kæmper for.

***

Hvis du har en fornemmelse af, at dit barn ikke trives, så gør det det formentlig heller ikke. Husk, at det er dig, som er advokat for dit barn, og der er ingen – absolut ingen – der kender dit barn bedre end dig.

Hvis du har spørgsmål til indlægget her, eller til vores erfaringer generelt, vil jeg opfordre til at stille dem i kommentarfeltet her. Og bliv endelig ved med at dele jeres egne historier ❤️

På onsdag kommer næste indlæg

*/Cecilie

Klik på “Børn og kiropraktik” i ordskyen til højre for at læse de tidligere indlæg

Nøgleord: .Bogmærk Permalink.

8 svar til Om børn og kiropraktik – Almas symptomer #5

Skriv et svar til Anne Folehave Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.