Om børn og kiropraktik – tiden inden første behandling #1

unnamed

Jeg har fået flere henvendelser omkring vores erfaringer med kiropraktik. Hvilke symptomer, vi har oplevet, hvor længe vores børn har været i behandling, og hvordan det har haft indvirkning på deres og vores liv. Spørgsmål, som jeg virkelig gerne vil svare på og fortælle om, og derfor har jeg delt vores historie op i en række indlæg, hvor jeg vil fortælle om de sidste år i vores liv. Det var en tid præget af frustration, afmagt og ustyrligt kaos, og det vil fortællingen også bære præg af. Tidslinjerne er blevet forkludret, og mange af de oplevelser, som jeg har fortrængt, bobler op til overfladen mens jeg skriver mig igennem det følelseshav, som vi har trådt vande i siden Alma blev født. Det er livet i sin rå og upolerede facon. En tid som jeg helst vil smide langt væk i en kasse, men som mine børn engang fortjener at kunne læse om, skrevet mens den stadig er nogenlunde present og ikke pakket ind i glemslens tykke tæppe.

Det er ikke mit mål at prædike. Det her er vores erfaringer, og det er ikke sikkert, at du er enig, eller kan bruge dem til noget. Jeg skriver historien primært for mine børn, men måske kan vores kamp hjælpe til at afmystificere nogle af de myter, som vi har mødt undervejs, og vores erfaringer sætte nogle ting i perspektiv for andre.

*******

Den dag Alma blev født, er uden tvivl den lykkeligste dag i mit liv. Hun var det smukkeste, jeg nogensinde har set, og hun var så ventet.. og ønsket! Forelskelsen ramte mig som en hammer i det øjeblik, hun lå i mine arme. Det lille menneske, som vi havde nusset og puslet om, mens hun lå inde i maven, var pludselig lige her. Jeg tror ikke, at man kan opleve noget større som kvinde, end når naturen viser sig fra sin smukkeste side.

Det var en hård graviditet, trods jeg husker den som lykkelig. Bækkenløsning og søvnbesvær gjorde den lang og til tider helt uudholdelig, men længslen efter at møde vores lille prop overskyggede alt. Fødslen forløb uden de store problemer, og uden hjælpemidler af nogen slags. I retrospekt var den en smuk oplevelse, hvor jeg slap kontrollen og lod min krop gøre det, som den er skabt til. Alma blev lidt stresset til sidst, og skulle ud, men scorede højt på skalaen, og efter at have fået lidt sukkervand og ilt, var hun i tip top form.

Den første nat græd og græd hun  i mange timer. Sygeplejerskerne var søde og beroligede os med, at hun nok havde lidt ondt i hovedet – det var meget normalt, sagde de. Faktisk husker jeg ikke meget fra det første døgn, andet end at alle andres babyer tilsyneladende sov som sten, og at vi var de eneste, der vandrede gangene tynde, mens vi prøvede at berolige vores. Kasper blev sat til gangvagt, så jeg kunne hvile. Husk nu at få hvilet – det fik jeg at vide mange gange, før vi blev udskrevet. Alma blev beordret tilskud (modermælkserstatning) i de første uger som supplement til amningen – bare indtil det hele kom ordentligt op og køre, og det gav god mening. Dagen efter tog vi hjem.

Vi var alle klar, og jeg kunne slet ikke vente med at komme hjem og starte mit nye liv som nogen mor.

De første dage var en stor babyboble. Vi sad i sofaen med Alma liggende på en stor pude imellem os. Vi kunne sidde der i timer og holde i hånd, mens vi nussede, pussede og kyssede på prop, og resten af verden forsvandt for os. En lykkelig familie. Lykken varede dog ganske kort, og der gik ikke mere end et par dage, før de første tegn på, at der var noget galt viste sig. Amningen skred ikke ordentligt frem. Det var vanvittig smertefuldt, og noget føltes bare helt forkert. Man ved jo godt, at det gør ondt i starten, og jeg ville jo ikke være pivet, når det kom til noget så naturligt som at give mit barn mad, så jeg bed smerterne i mig, indtil jeg ikke kunne holde mavefornemmelsen i skak længere.

Vi tog til ammeambulatoriet på Hvidovre, og sundhedsplejerskerne var meget søde. De vejede og observerede, og det hele så rigtigt ud. Måske skulle vi prøve med lidt forskellige ammestillinger – og så skulle det nok gå.

Efter en uge kom Almas sundhedsplejersken på besøg for første gang. Hun var en lidt skrap dame, som talte meget i floskler, og jeg kan huske at jeg var sådan lidt intimideret af hende allerede fra starten. Jeg labbede alt hvad hun sagde i mig, uanset at det stred imod min intuition, for man er jo så fandens autoritetstro, når man står der med håret i postkassen og en grædende baby på armen. Da hun kom første gang, var vi allerede temmelig langt ude i tovene. Amningen kørte stadig trægt. Hun spiste fint, men hun spiste hele tiden, og jeg var ødelagt både fysisk og psykisk af at sidde med en spisende baby i døgndrift. Søvn var også et stort kaos, og hun havde stort set ikke sovet roligt siden dag 2. Hun faldt kun i søvn på arm, og nogle gange efter flere timers vuggen, syngen og traven frem og tilbage, mens hun skreg i vilden sky, for til sidst at overgive sig i udmattelse. Kasper gik lange ture med hende rundt Utterslev mose, mens jeg lå derhjemme og tudede af afmagt, udmattelse og hjælpeløshed, for det var jo ikke sådan, jeg havde forestillet mig livet med en lille baby. Jeg lå vagt, og holdt vejret, indtil Kasper ringede om, at nu var hun faldet i søvn – og så kunne jeg gøre det samme.

Dommen var kort – hun havde kolik, og hun fik for meget mad. Jeg skulle skrue ned for amningen og sætte den i skema, så hun fik mad hver 3. time, og så skulle jeg få noget søvn! Der var utrolig meget fokus på mig, kan jeg huske – og sikkert med god grund. Men mit velvære hang uløseligt sammen med Almas, og først når hun trivedes, kunne jeg også. Jeg kan huske at vi sad og udfyldte de her skemaer fra gang til gang, og på papiret var hun en fin baby, som udviklede sig helt efter normen – det var mig, der blev noteret om; mor har ikke noget overskud, mor får ikke noget søvn, mor skal tænke mere på sig selv…

I løbet af uge to tabte Alma sig 500 gram. Hun skreg hele døgnet, jeg tudede hele døgnet, og Kasper prøvede at holde sammen på os alle. Det var den mest forfærdelige uge i hele vores forløb, og efter et par dage tog vi til læge med hende – der måtte jo være noget galt. Hun havde tabt sig, så der løb nok for lidt mælk til, mente lægen, og bad os skrue op for erstatningen, som vi nok skulle fortsætte med lidt endnu. Amningen skulle bare fortsætte i skemaform, og så husk at få hvilet, mor! Det var sikkert bare kolik – det går over efter en tre måneders tid…

Et par dage efter ringede vi til vagtlægen. Alma havde ikke sovet over 10 minutter i et døgn, og når hun ikke sov, så skreg hun. Vi ringede et sted omkring 22, og klokken 01 troppede en gammel, sur vagtlæge op. Alma var netop faldet om at udmattelse, og man kunne se foragten i hans øjne, fra han trådte ind ad døren. “Åh nej, nybagte forældre- ikke igen”. Det er kolik, sagde han. Jeg kan ikke gøre andet end at indlægge hende, og så ryger I alligevel hjem igen imorgen. Farvel og tak! Det var vist ikke helt sådan, det forløb, men det er sådan jeg husker ham midt i kaos, og jeg tror, at Kasper husker det samme.

Dagen efter brød jeg rigtigt sammen. Jeg havde holdt stand efter bedste evne indtil da, men nu kunne jeg ikke mere. Hjælpeløsheden over ikke at kunne hjælpe mit barn til at trives trak mig ned i et sort hul, og det var her, at jeg første gang følte, at jeg ikke egnede mig til at være mor. At hun ikke var sikker hos mig. For jeg kunne jo tydeligvis ikke give hende, hvad hun manglede. I autoriteternes øjne var hun jo et helt normalt barn – med kolik bevares – men jeg derimod, var ved at gå i opløsning, og skulle se at få noget søvn. Jeg kæmpede en ulige kamp med de råd, som vi fik udefra, og mit indre, som skreg og skreg, at der var noget helt galt.

Samme dag ringede jeg til Foreningen forældre og fødsel. Jeg kan huske, at jeg var så nervøs, for hvordan skulle jeg dog kunne forklare og sætte ord på alt det, vi stod i? Hvordan skulle jeg få bekymringer til at vægte som andet end usikkerhed, når følelsen af at være ikke-egnet stod så stærkt? Jeg rystede i hele kroppen og jeg forberedte mig på diverse formaninger om søvn og ammeskemaer, mens jeg tastede nummeret på en tilfældig på listen, som havde et navn, der lød trygt og varmt.

– Og det var en tryg og rar dame, som tog telefonen. Jeg kan huske, at hun var på tur med sine børn, en 3-4 stykker vist nok, som hun lige skulle have tysset på plads, inden hun havde al den tid i verden, som jeg havde brug for. Jeg tudede et hav ind i røret… Hulkede og gispede, mens jeg prøvede at få stykket en fortælling sammen, og hun lyttede bare. Tag dig god tid, sagde hun tålmodigt, mens jeg fik talt mig igennem de værste flodbølger af afmagt, til jeg kunne trække vejret nogenlunde igen. Hun var det mest fantastiske menneske – for mig ihvertfald, og hun gav mig lige præcis det, som jeg havde brug for på det tidspunkt – hun lyttede. Ingen formaninger og ikke bebrejdelser over manglende søvn. Hun forstod! Selvfølgelig handlede det om mit barn. Selvfølgelig kunne jeg ikke få ro, før hun fik det. For første gang i to lange uger mødte jeg forståelse. Vi fik en god snak. Især om amning, som hun mente straks skulle tages ud af skema og genoptages i fuldt omfang. Hun brugte meget tid på at forberede mig psykisk på, at jeg de næste 2-3 døgn skulle amme nonstop, men lovede, at så skulle det nok regulere sig selv.

Det plejede det altså.

Jeg lagde røret med nyt mod. Følelsen af ikke at slå til stod stadig klart malet alle steder, men jeg havde fået ny energi til at kæmpe videre, og jeg var klar til de næste dages maraton.

De næste par dage vendte tingende en anelse. Alma begyndte at tage på igen, og søvnen blev lidt længere. Ikke mere and 45 minutter af gangen, og kun på arm, men gråden lettede også lidt, så en forbedring ikke desto mindre. Alma sov kun på arm – hele døgnet. Kasper tog langt de fleste nætter inde i sofaen med Alma på brystet, mens jeg sad i sofaen dag ud og dag ind med min baby på armen. Hun sov præcis 18 minutter af gangen, da hun var omkring to måneder, og putningen kunne godt tage halvanden time. Hun skreg, ved alle puttetider, og jeg ved faktisk ikke, hvem der græd mest – hende eller jeg. Kun når hun blev ammet i søvn, faldt hun roligt om, og hun spiste gerne en gang i timen. Bare lidt, og så faldt hun til ro. Så jeg ammede… Og sad troligt med hende i armene, mens jeg fik set hele sæsoner af Sex and the City, Venner, Scrubs og hvad jeg ellers kunne få tilskrabet mig af underholdning på min post. Jeg kunne ikke lægge hende fra mig. Hverken når hun var vågen, eller når hun sov. Bare at skulle tisse, var et helvede, for så lå hun og skreg inde på sengen, mens jeg løb ud på toilettet.

Sundhedsplejersken kom som Københavns kommune havde foreskrevet det, og ved alle besøg fik Alma plusser over hele linjen. Hun udviklede sig normalt, og det der kolik, det skulle nok aftage efterhånden. Jeg derimod var stadig genstand for bekymring. Jeg skulle lære at lægge mit barn fra mig, og så skulle jeg altså få noget søvn! Jeg kan huske, at hun (sundhedsplejersken) blev noget stram over, at jeg havde taget Alma ud af ammeskemaet, og hun fik mig til at føle mig som en teenager, der trodser sine forældre. Tonen var aldrig helt god imellem os, og faktisk følte jeg mig meget dårligt tilpas i hendes selskab. For hun vidste jo klart, hvordan tingene skulle forløbe, og det kunne vi bare ikke leve op til med de vilkår, som vi var blevet givet.

Fysisk udviklede Alma sig helt som hun skulle. Hun begyndte at vende sig tidligt, og hun kunne holde hovedet fint. Højde og drøjde fulgte normen, og det var enormt svært at forklare vores omgivelser, at der alligevel var noget, som ikke var, som det skulle være. Mange steder blev vi mødt med et filter af at være pylrede forældre, og jeg isolerede mig fra omverdenen, for jeg magtede ikke at møde alverdens – velmenende – råd, som vi så skulle takke og bukke for. Kamillethe, massage, varme bade, hud-mod-hud… listen var uendelig, og lige meget hjalp det. Hun sov ikke længere end 18 minutter, og hun skreg stadig det meste af døgnets 24 timer. Mødregruppe var der heller ikke overskud til. De var virkelig søde, og jeg havde glædet mig så meget til at være en del af et netværk, men stressen over, hvornår Alma knækkede overskyggede alt. Jeg tvang mig afsted enkelte gange, men egentlig havde jeg det bedst derhjemme på min post, hvor jeg var i sikkerhed for omverdenen.

I takt med at tiden gik, røg jeg længere og længere ned. Min selvtillid var slået helt i stykker, og hver dag var en overlevelse. Følelsen af ikke at være egnet til at være mor stod mejslet i sten, og trods Alma fik flere glade vågentimer, var angsten altid til stede. Jeg havde forfærdelige mareridt om, at der skete hende noget. Ledninger, som kravlede op om halsen på hende som slanger, druknedød og andre skrækscenarier plagede de få timers søvn, jeg fik om natten, og selvom vi sammen kunne grine af jammerligheden, så bidrog de kun til angsten. Jeg vågede over hende som en høg, og jeg savnede hende forfærdeligt, når hun ikke var tættest på mit hjerte. Selv når familien var på besøg, sad jeg og trippede, til hun var sikkert i havn hos mig igen. Hele min verden drejede omkring det lille menneske, som konstant lå i mine arme, og som jeg elskede så inderligt.

På onsdag kommer næste indlæg.

*/Cecilie

Nøgleord: , .Bogmærk Permalink.

13 svar til Om børn og kiropraktik – tiden inden første behandling #1

  1. Pingback:Om børn og kiropraktik – den første behandling #2 - Hvadbiertaenker

  2. Pingback:Om børn og kiropraktik – 6 måneder i behandling #3 - Hvadbiertaenker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.