Om børn og kiropraktik – den første behandling #2

almaDa Alma var 3½ måned flyttede vi fra København. Nye omgivelser og tættere på begge vores familier. Det var svært for vores familier at hjælpe os, fordi afstanden mellem os så stor, at alle besøg skulle være planlagt, og det passede rigtig skidt ind i vores hektiske liv.

Almas tilstand var uændret, men de vågne positive timer blev længere og længere. Gråden var nu mest koncentreret omkring sovetid, og putningen tog stadig alt mellem 30 minutter og to timer… for 18 minutters søvn. Min tilstand var også uændret. Jeg græd mig igennem de fleste dage, og eksisterede kun i kraft af de øjeblikke, hvor Alma var vågen og ikke græd. Hvor vi puttede og smilede til hinanden. Når hun endelig sov, vågede jeg over hende som en høg. Fangede man hende lige på det rigtige sekund, lykkedes det en sjælden gang imellem at få hende vugget til at sove 18 minutter mere. Men det var sjældent. Jeg fik konstant at vide, at jeg skulle sove, når hun sov – men jeg kunne jo ikke nå at sove på 18 minutter, og min krop var i konstant alarmberedskab, så der var faktisk ikke noget tidspunkt i døgnet, hvor jeg slappede rigtigt af. Fortvivlelsen var efterhånden blevet så indgroet, at jeg gik over i en tilstand af numbness – følelsesløshed – hvor jeg mistede al kontakt til mig selv og min krop, og kun følte, hvad Alma følte.

Vi havde efterhånden lært at undskylde os igennem, når vi skulle forklare Almas tilstand til andre – især hvis det var folk, som stod lidt udenfor inderkredsen..

“Nej, hun sover ikke så meget – men det er der jo nogen børn, der ikke gør…”

Bortforklaringer og negligeringer, som vi var blevet fodret med i tre og en halv måned, men som vi inderst inde ikke troede på. Det var vel en form for hjernevask, hvor vi i øverste lag forsøgte at ignorere vores intuition med plausible forklaringer, for forklaringer giver håb om forandring – på et eller andet tidspunkt. Faktum var jo, at den der “kolik”, som hun skulle vokse sig fra i løbet af de første tre måneder huserede for fuld styrke, men det skulle nok komme, sagde lægen.

Da vi flyttede, og dermed også flyttede kommune, fik vi tilskrevet en ny sundhedsplejerske. Hun ringede kort før, vi flyttede… Vi skulle aftale en tid til et møde, og så ville hun gerne have et kort oprids af de første måneder af vores liv som forældre. Jeg startede bravt ud… Fortalte og forklarede, mens jeg negligerede af frygt for, at hun også skulle tænke, at vi var nogle pylrede forældre, eller at jeg måske havde en fødselsdepression, eller noget andet, som kunne fjerne fokus fra vores barn. Jeg orkede ikke længere, at fokus var på mig, for selvom jeg var røget helt ned i afgrunden, så var det Alma, og hendes trivsel, som betød noget for os.

Hun lyttede tålmodigt, mens jeg listede alle de symptomer op, som vi så hos vores barn. Om manglede søvn og panikgråd, og ikke mindst om mavefornemmelser og manglende hjælp og støtte. Jeg startede bravt ud, men bare et par minutter inde i samtale brød jeg helt sammen, og det eneste, jeg kunne fremstamme var: “Det er bare lidt svært!” Det kunne hun godt forstå.

Vores første møde var helt fantastisk. Mine erindringer er nok forblændet af alt det, som hun har gjort for os – sikkert uden at vide det, men for mig var hun en frelsende engel på lige præcis det tidspunkt. Jeg kan huske, at hun kun lige var kommet ind ad døren, før hun gav mig et stort kram. Den her komplet fremmede dame, som udstrålede så meget ro og varme røg lige ind under huden på mig. Det næste, jeg husker, er Alma der ligger nøgen på puslebordet, og der gik ikke meget mere end to minutter, før hun sagde: “Der er noget galt her”.

Hun undersøgte hende nøje… Hev i hendes ben – målte hendes ballefurer og kørte fingrene op og ned langs hendes rygrad, mens hun forklarede, at flere af de ‘egenskaber’, som sundhedsplejersken i København havde rost Alma for at mestre, måske i virkeligheden ikke var udtryk for noget positivt. Børn lærer af nødvendighed, og måske var Alma nødt til at lære at holde sit hoved tidligt, fordi hun ellers var generet. Inden hun gik, anbefalede hun en kiropraktor i byen, og jeg greb telefonen i det sekund, hun var ude ad døren.

Vi fik en tid temmelig hurtigt. Som jeg husker det, var sundhedsplejerskens besøg op til en weekend, for vi ventede ihvertfald over en weekend, før vi kom afsted første gang. Det var en ulidelig tid at vente i. Endelig var der håb om en forklaring på Almas lidelser, så jeg ville bare afsted NU.

Den første behandling husker jeg mest i følelser. Vi fik at vide, at Alma var låst i en af de øverste nakkehvirvler og i bækkenet. Låsningen havde sat sig godt fast, og havde lavet en ansamling på størrelse med en mandel, fordi hun havde gået med den så længe… Det sidste var meget svært for mig at begribe, for hun var jo kun 4 måneder, og var det virkelig lang tid? Hun tog sig god tid med os – lyttede til vores historie, og mente uden tvivl, at alle Almas gener kunne ledes direkte tilbage til hendes låsninger. Hun advarede, at det for nogle forældre kunne være lidt voldsomt, når hun tog fat i deres børn, men sådan oplevede jeg det slet ikke. Det var jo bare små tryk og et lille knæk, og Alma tog det pænt, alt taget i betragtning.

Kiropraktoren var helt fantastisk. En varm kvinde, som har et fantastisk tag på børn. Nærmest sådan lidt amazone agtig, en rigtig powerkvinde, med en misundelsesværdig ro, og jeg følte mig tryg i det sekund, vi trådte ind af døren. Jeg var helt sikker på, at vi var trådt et skridt i den rigtige retning.

På onsdag kommer næste indlæg.

*/Cecilie

LÆS FØRSTE INDLÆG HER

Nøgleord: .Bogmærk Permalink.

10 svar til Om børn og kiropraktik – den første behandling #2

  1. pialouise siger:

    Jeg kan genkende hvert et ord. Det smerter helt ind i knoglerne og bringer ubehagelige minder frem.
    Emil var fastlåst i de to øverste nakkehvirvler, hele vejen ned langs rygraden og i bækkenet. Det var så slemt, at han gik indad med den ene fod, og derfor bogstaveligt talt faldt over sine egne ben. Skolepsykologen foreslog os specialskole og ritalin. Hans øreproblemer blev også værre af fastlåsningerne, fordi han holdt hovedet stille, på skrå. Emil var så bare 8 år, og de frelsende engle var en kiropraktor og en børnefysioterapeut.
    Puha… undskyld at jeg fylder så meget i din historie, men jeg er ikke selv færdig med bearbejdningen.
    Knus og tanker

  2. FruForstad siger:

    Det lyder bare så hæftigt. Jeg følger med her, fordi jeg har en veninde, som lige nu kæmper med en lille baby, der bare er ked af det. Jeg står på sidelinjen og kan følge med i, hvordan min super seje veninde bliver mere og mere gennemsigtig.

    Jeg er varsom med råd, for der er virkelig ikke noget værre end know-it-alls og mine børn har ikke være specielt kede af det. Så jeg kan faktisk ikke sætte mig ind i HVOR udmattende det må være at stå med et ulykkeligt barn dag ud og dag ind.
    Hvis hun beder om min mening, sender jeg hende i retning af denne blogpost.

    • Cecilie siger:

      Kære FruForstad.
      Jeg håber, du sender hende forbi. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde haft vores historie at læse, mens vi stod midt i kaos. Om ikke andet hjalp det mig, når jeg talte med andre, som havde det svært. Så følte jeg mig mindre alene.
      Det er godt, hun har dig til at støtte:)
      Kh Cecilie

  3. Sebrina siger:

    Jeg sidder her med tårer i øjnene. Første besøg hos vores fantastiske kiropraktor var jeg én stor undskyldning “det er nok bare mig der er en pylremor” og vi blev mødt med varme. Jeg havde jo svært ved at forstå at Alvin sov så meget og skreg når han blev lagt på puslebordet og ikke lå stille, hvilket jeg fandt underligt, og derfor også sagde til andre, at jeg kunne jo ikke klage for han har jo ikke kolik. Men som nævnt, så græd han jo i de få timer han så var vågen. Skulle svøbes og vugges.. Og det første hun sagde ” hvis man har ondt og svært ved at overskue verdenen, så er det jo nemmere at lægge sig til at sove”.. Og hun havde jo helt ret. Han var desværre også låst i nakken, skulderbladene og bækkenet og fik flere behandlinger. Efter første behandling var der allerede en kæmpe forskel. Om aftenen sad han med store øjne og betragtede sin spillende kanin og faldt i søvn på sofaen helt afslappet uden at blive svøbt eller vugget. Det var så vildt og jeg kan ikke takke vores fantastiske kiropraktor nok. Efter behandlingerne fik vi så en (meget) vågen dreng som IKKE længere ville svøbes, men en smilende og glad dreng, dog med temperament, men en helt anden dreng, som alle andre også bemærkede. Jeg synes stadig at jeg til tider fanger mig selv i at være på vagt, og kan tydeligt høre på gråden hvis det gør ondt på ham, og det får mine øjne til at løbe, og jeg kan næsten ikke bære det. Tak for at dele dine beretninger, det giver mig lyst til at skrive mere detaljeret om Alvins første otte uger.

  4. Kari siger:

    Tak fordi du deler dine oplevelser med os <3
    Om det er fastlåsninger eller andet, så er vi mødre bare super sårbare, når vi mærker og ser at vores småfolk ikke trives. Jeg var ved at miste min lille dreng pga medfødt tarmslyng og jeg kan nikke genkendende til, hvad det vil sige at leve med stress og et konstant alarmberedskab – og ikke mindst kunne jeg genkende din beskrivelse af at miste sig selv. Min Elliot fylder 3 til april og min krop husker stadig. Derfor får jeg nu healingsmassage og det hjælper mig til at finde fodfæste igen.
    Kh Kari

  5. Jonna siger:

    Åh, hvor er det sejt du skriver.
    Jeg sidder med tårer på spring -heldigvis glæde over at det nu vendte og gik rette vej.
    Vi gik også til kiropraktor med vores Magnus, men slet ikke i samme situation som jer. Men nøje de kan virkelig gøre underværker.
    Glæder mig til at læse videre,
    Kh Jonna

  6. Anne Folehave siger:

    Tak for deling. Så hårdt det har været. Jeg håber for jer at der bliver ro mu. Min yngste er 23 og jeg oplevede, at han græd og ikke rigtig ville ligge til brystet når jeg ammede ham. Dog kun i den ene side. Var så heldig at være i mødre gruppe, med en meget dygtig fysioterapeut. Hun kunne meget hurtigt konstaterer, at han var meget stram i den ene side. Holdt ham om hofterne og hovedet ned. Hans hoved trak til den ene side. Hovedet skulle bare hænge lige ned. Han fik to behandlinger, som for ham var smertefulde, men kun ganske kort tid. Få sekunder. Siden var der ikke mere. Han var simpelthen for stram i noget sene værk, i den ene side.
    Jeg tænker selv at der nok kan opstå ting og sager under fødslen, som kan forårsage nogle gener, som ret let kan rettes, hvis bare der var fokus på dette. De små bliver jo ikke tjekket når de først er ude og alt tilsyneladende ser fint ud.
    Alt godt til jer alle. Anne

  7. SBA siger:

    Kære Cecilie
    Jeg er lige blevet anbefalet at læse din blog af en veninde og det er jeg bare så glad for.

    Jeg forstår virkelig hvad du skriver om. Min datter er 7 mdr. Sover aldrig mere end 30 minutter af gangen medmindre jeg sidder med hende/ vugger /sover sammen under hele luren. Hun sover stort set aldrig middagslur når vi skal noget fordi jeg jo så ikke kan nå at bruge en time på at få hende til at sove.
    Vores historie er ikke helt den samme som jeres MEN jeg kan så meget sætte mig ind i følelsen af afmagt, ikke blive forstået og dermed sidde tilbage med en følelse af at være totalt mislykket og håbløs som mor.
    Jeg har forsøgt at forklare at Hun ikke kan finde ro, men syns ikke jeg blir hørt.
    Vi har hørt det i form af hun er jo nysgerrig og synes alt er spændende, vil ikke gå glip af noget, umoden baby hjerne, måske ska du skrue ned for jeres aktiviteter.(øh som i at sidde derhjemme og prøve at få dagen til at gå så smertefrit som muligt ,mener du)
    Ja små børn græder jo, sørg for at hvile dig når hun sover osv osv.
    Jeg står jo så tilbage med en følelse af, at hvis det her er normalt, så er jeg jo gået helt galt i byen og ikke egnet til at være mor. Den hårdeste dom jeg kan give mig selv, men hvis alle andre mener det er normalt, hvorfor kan jeg så slet ikke få tingene til at fungere…..

    Vi har endelig fået tid hos en kraniosakral terapeut som mener at problemet hænger sammen hendes fødsel. jeg glæder mig ubeskriveligt til at se om hun kan gøre noget for min lille pige.

    Sikke en lang smøre fordi jeg i virkeligheden bare vil sige TAK for at du deler din historie og hvordan du har følt det. Og ja jeg kunne jo så også få lidt luft:0)

    Et stort kram fra en mor til en anden

  8. Pingback:Om børn og kiropraktik – 6 måneder i behandling #3 - Hvadbiertaenker

  9. Anna Bertelsen siger:

    Kære Cecilie
    Kasper fortalte at du havde skrevet om Almas forløb og syntes at jeg skulle læse dette.
    Jeg er glad for at du har sat ord på hvad der skete , det hjælper med at forstå jer. Det har også været hårdt for os at se jer trætte og uden hvile og ikke mindst at se Alma være så ked af det hver gang vi var sammen. Det er også været svært ikke rigtig at kunne hjælpe jer.
    Vores eneste trøst var at se at I klarede det sammen, det var der måske ikke mange der ville have gjort.
    Nu glæder vi os over at begge børn har det bedre , selvom Alma stadig har men.
    Vi elsker de unger, og tak for dit indlæg. Håber at andre vil få glæde af det, også bedsteforældre kan have glæde af at læse dit indlæg og de kommentarer der bliver sendt
    Kærlige hilsner fra Farmor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.