Om børn og kiropraktik – den første behandling #2

almaDa Alma var 3½ måned flyttede vi fra København. Nye omgivelser og tættere på begge vores familier. Det var svært for vores familier at hjælpe os, fordi afstanden mellem os så stor, at alle besøg skulle være planlagt, og det passede rigtig skidt ind i vores hektiske liv.

Almas tilstand var uændret, men de vågne positive timer blev længere og længere. Gråden var nu mest koncentreret omkring sovetid, og putningen tog stadig alt mellem 30 minutter og to timer… for 18 minutters søvn. Min tilstand var også uændret. Jeg græd mig igennem de fleste dage, og eksisterede kun i kraft af de øjeblikke, hvor Alma var vågen og ikke græd. Hvor vi puttede og smilede til hinanden. Når hun endelig sov, vågede jeg over hende som en høg. Fangede man hende lige på det rigtige sekund, lykkedes det en sjælden gang imellem at få hende vugget til at sove 18 minutter mere. Men det var sjældent. Jeg fik konstant at vide, at jeg skulle sove, når hun sov – men jeg kunne jo ikke nå at sove på 18 minutter, og min krop var i konstant alarmberedskab, så der var faktisk ikke noget tidspunkt i døgnet, hvor jeg slappede rigtigt af. Fortvivlelsen var efterhånden blevet så indgroet, at jeg gik over i en tilstand af numbness – følelsesløshed – hvor jeg mistede al kontakt til mig selv og min krop, og kun følte, hvad Alma følte.

Vi havde efterhånden lært at undskylde os igennem, når vi skulle forklare Almas tilstand til andre – især hvis det var folk, som stod lidt udenfor inderkredsen..

“Nej, hun sover ikke så meget – men det er der jo nogen børn, der ikke gør…”

Bortforklaringer og negligeringer, som vi var blevet fodret med i tre og en halv måned, men som vi inderst inde ikke troede på. Det var vel en form for hjernevask, hvor vi i øverste lag forsøgte at ignorere vores intuition med plausible forklaringer, for forklaringer giver håb om forandring – på et eller andet tidspunkt. Faktum var jo, at den der “kolik”, som hun skulle vokse sig fra i løbet af de første tre måneder huserede for fuld styrke, men det skulle nok komme, sagde lægen.

Da vi flyttede, og dermed også flyttede kommune, fik vi tilskrevet en ny sundhedsplejerske. Hun ringede kort før, vi flyttede… Vi skulle aftale en tid til et møde, og så ville hun gerne have et kort oprids af de første måneder af vores liv som forældre. Jeg startede bravt ud… Fortalte og forklarede, mens jeg negligerede af frygt for, at hun også skulle tænke, at vi var nogle pylrede forældre, eller at jeg måske havde en fødselsdepression, eller noget andet, som kunne fjerne fokus fra vores barn. Jeg orkede ikke længere, at fokus var på mig, for selvom jeg var røget helt ned i afgrunden, så var det Alma, og hendes trivsel, som betød noget for os.

Hun lyttede tålmodigt, mens jeg listede alle de symptomer op, som vi så hos vores barn. Om manglede søvn og panikgråd, og ikke mindst om mavefornemmelser og manglende hjælp og støtte. Jeg startede bravt ud, men bare et par minutter inde i samtale brød jeg helt sammen, og det eneste, jeg kunne fremstamme var: “Det er bare lidt svært!” Det kunne hun godt forstå.

Vores første møde var helt fantastisk. Mine erindringer er nok forblændet af alt det, som hun har gjort for os – sikkert uden at vide det, men for mig var hun en frelsende engel på lige præcis det tidspunkt. Jeg kan huske, at hun kun lige var kommet ind ad døren, før hun gav mig et stort kram. Den her komplet fremmede dame, som udstrålede så meget ro og varme røg lige ind under huden på mig. Det næste, jeg husker, er Alma der ligger nøgen på puslebordet, og der gik ikke meget mere end to minutter, før hun sagde: “Der er noget galt her”.

Hun undersøgte hende nøje… Hev i hendes ben – målte hendes ballefurer og kørte fingrene op og ned langs hendes rygrad, mens hun forklarede, at flere af de ‘egenskaber’, som sundhedsplejersken i København havde rost Alma for at mestre, måske i virkeligheden ikke var udtryk for noget positivt. Børn lærer af nødvendighed, og måske var Alma nødt til at lære at holde sit hoved tidligt, fordi hun ellers var generet. Inden hun gik, anbefalede hun en kiropraktor i byen, og jeg greb telefonen i det sekund, hun var ude ad døren.

Vi fik en tid temmelig hurtigt. Som jeg husker det, var sundhedsplejerskens besøg op til en weekend, for vi ventede ihvertfald over en weekend, før vi kom afsted første gang. Det var en ulidelig tid at vente i. Endelig var der håb om en forklaring på Almas lidelser, så jeg ville bare afsted NU.

Den første behandling husker jeg mest i følelser. Vi fik at vide, at Alma var låst i en af de øverste nakkehvirvler og i bækkenet. Låsningen havde sat sig godt fast, og havde lavet en ansamling på størrelse med en mandel, fordi hun havde gået med den så længe… Det sidste var meget svært for mig at begribe, for hun var jo kun 4 måneder, og var det virkelig lang tid? Hun tog sig god tid med os – lyttede til vores historie, og mente uden tvivl, at alle Almas gener kunne ledes direkte tilbage til hendes låsninger. Hun advarede, at det for nogle forældre kunne være lidt voldsomt, når hun tog fat i deres børn, men sådan oplevede jeg det slet ikke. Det var jo bare små tryk og et lille knæk, og Alma tog det pænt, alt taget i betragtning.

Kiropraktoren var helt fantastisk. En varm kvinde, som har et fantastisk tag på børn. Nærmest sådan lidt amazone agtig, en rigtig powerkvinde, med en misundelsesværdig ro, og jeg følte mig tryg i det sekund, vi trådte ind af døren. Jeg var helt sikker på, at vi var trådt et skridt i den rigtige retning.

På onsdag kommer næste indlæg.

*/Cecilie

LÆS FØRSTE INDLÆG HER

Nøgleord: .Bogmærk Permalink.

10 svar til Om børn og kiropraktik – den første behandling #2

  1. Pingback:Om børn og kiropraktik – 6 måneder i behandling #3 - Hvadbiertaenker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.