Indspark… udspark… straffespark… målspark

Jeg er vist ikke den eneste, der oplever det. Det er der med, at tiden løber afsted, og man dårligt når at se sig om. At man lige når at sætte sig ned mandag, og så er det pludselig fredag. At den ene oplevelse bliver afløst af en ny, før den når at komme ned på skrift, og at det, der var vigtigt for 10 minutter siden, alligevel ikke er så vigtigt mere.

Jeg kan se, at jeg ikke er alene. Vi er mange, der forsøger at puste liv i bloggen, selvom vi jo godt ved, at livet fylder for meget lige nu. Sådan er det her… Jeg har mere end 10 halvfærdige indlæg liggende i kladdemappen, men enten løb tiden ud, eller også nåede de at miste deres værdi, før jeg blev færdig. For hvor relevant er det lige at skrive om MR scanninger, når Virgil har taget de første skridt? Eller afslutning på uddannelse, når Alma går en svær tid igennem. Det ene overlapper det andet, og BUM, så er vi videre i noget nyt. Der er lissom ikke tid til at dvæle ved tingene, og så får det lov at gå i glemmebogen.

Jeg prøver at lukke af og gå ned i gear. Nyde livets små glæder undervejs. Det lykkedes også til dels, men ærligt så tæller jeg dagene, til jeg kan lukke og slukke for bachelor, studie, SU og det at konstant have noget hængende over hovedet. For dem, som har læst med længe, kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at der har hvilet en forbandelse over det her studie. Syge børn, lange behandlingsforløb, tusindvis af tårer, og en operation, som trak et langt forløb efter. Jeg kæmper en kamp med mit perfektionistiske jeg om at skrue forventningerne til mig selv ned omkring den her sidste eksamen, for i bund og grund skal den virkelig bare overstås. Så jeg kan nyde livet lidt igen – uden stress that is. Så jeg har overskud og fokus til at omgruppere og slippe alt det crap, vi har været igennem i de sidste tre år. Så jeg kan tage mig af mine børn, og i særdeleshed Alma, som lige nu har det rigtig svært. Det er svært at slå til på alle områder, og det slår mig virkelig hårdt.

Jeg glæder mig også uendelig meget til at være mig. Til at sende børnene i vugge-børnehave, og have nogle timer for mig selv i løbet af dagen. Så jeg har tid til at reagere… Og tude… Jeg trænger virkelig til en ordentlig tudetur… Kender du det? Når det hele bare bygger oven i hinanden, og man slet ikke har tid til at mærke efter, hvordan man egentlig har det?

Det er slutspurten nu. Jeg hænger mig i selen og prøver at svinge pisken. NU skal jeg igang – NU skal jeg blive færdig. Det går fremad, men trægt – lidt lige som ugen inden ferien, hvor man mentalt er stået af. Jeg gider ikke mere studie. Gider ikke. Det er sidste spurt inden målstregen. Kom så igang!

Jeg savner veninder, både nye og gamle. Kreadage. Kreatid. Læse en bog, Se en dyb og tankevækkende film. Følge med i verden. Tage på besøg. Min mand. Mine børn og mig selv. Og så savner jeg at blogge… Indlæg med tanke og følelse bag.

Første december er det slut på denne historie.

Tip, tap tønde – så kan en ny begynde

Nøgleord: , , , .Bogmærk Permalink.

10 svar til Indspark… udspark… straffespark… målspark

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.