Tud og brøl, og noget om at træffe meget voksne beslutninger..

virgilVi har taget en vigtig beslutning. Beslutningen om at flytte Virgil fra vores meget elskede dagpleje og over i vuggestue. De sidste 14 dage har været et kaos, hvor tankerne er fløjet frem og tilbage… Vejet for og imod… og tirsdag tog vi så det endelige valg.

Vi holder utrolig meget af vores dagplejemor. Hun er god og kærlig, og hun kan noget helt særligt, når det gælder børn. Hun har været en fantastisk ekstra ‘bedstemor’ for Prop, og ikke mindst har hun været mit anker i den tid, hvor det var sværest med Alma.

Men hvorfor så ikke for Virgil??

Der er ikke noget klart svar på det. Det er en mavefornemmelse, som siger os, at det bare ikke er rigtigt. Børnesammensætningen passer ikke til en baby på 11 måneder, og når vi kigger på vores barn, og den han er, så er det noget andet, vi tror, han har brug for.

Trods omsorg og kærlighed. Trods tæt voksenkontakt og anerkendelse. Trods gode oplevelser. Trods babytegn. Trods…

Jeg græder både indeni og uden på. Det er virkelig svært! Der er så mange følelser involveret, og beslutningen er taget med hovedet og ikke med hjertet. Vi holder utrolig meget af det, som hun har givet vores børn – især Alma – men den lille nagende knude af tvivl i maven er vi nødt til at lytte til. Selvom det gør ondt.

Det er et leap of faith… Et kæmpe et… For vi ved jo ikke, om vi får det, som vi søger i vuggestuen istedet. Der er ingen vej tilbage nu. Opsigelsen er lagt og indmeldelsen er på plads. Men lettelsen har ikke indfundet sig endnu. Tvivlen nager stadig, for vi giver køb på en masse godt tilgengæld for noget, som vi ikke kender endnu.

Jeg tror på, at det er det bedste i det lange løb. Jeg tror på, at han vil glæde sig over de mange muligheder, han kan finde det andet sted. Jeg tror på, at han har godt af jævnaldrende, som mentalt passer til ham, og jeg tror, at han rent udviklingsmæssigt får udbytte af både at være den lille og den store.

 Vi har valgt et godt sted. Lige ved siden af søster, og det vil de begge nyde godt af. At kunne titte til hinanden indimellem. At vide, at selvom mor og far ikke er i nærheden, så har de hinanden.

Virgil skal være i dagplejen, til han skal starte… Håber vi… For det var også svært den anden vej. Det er en følsom situation, og når man bliver så involveret i hinanden, som det ikke kan undgås i dagplejen tætte rammer, og er det svært ikke at føle, at det er personligt. Det er det ikke… slet ikke! Alle de rigtige værdier er tilstede, og vi har aldrig haft en finger at sætte i utilfredshed. Det fungerer bare ikke.

Så, nu sidder jeg og tuder lidt igen… Retter ryggen og tager en dyb indånding, mens jeg kigger på min baby, og krydser fingrene for, at vi har taget det rigtige valg.

*/Cecilie

Bogmærk Permalink.

9 svar til Tud og brøl, og noget om at træffe meget voksne beslutninger..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.