41 stive uger …

Jeg har nu rundet 41uger, og der er stadig ingen baby.
Faktisk er der slet intet, der indikerer, at han er på vej ud til os,
og jeg er ved at gå til af utålmodighed, melankoli, stress og uoverskuelighed for,
hvad de næste uger bringer for os.
Det er kommet meget uventet,
at jeg er gået så meget over tiden.
Både med tanke på min første fødsel,
og også med tanke på, at han er både stor og stærk,
så alles bud har været,
at han ville ankomme før tid.
Vi har nok skudt os selv i foden,
da vi satte næsen op efter en tidlig fødsel,
og det bider os i halen nu,
hvor det bare trækker og trækker og trækker ud.
Det har været en lang og forfærdelig graviditet!
Det river i mit hjerte at skrive sådan,
men ikke desto mindre er det det sandheden.
Kvalme, opkast, bækkenløsning, bekymringer, ekstra scanninger og et evigt rend til læge, jordmoder og sygehus har fjernet alle positive følelser omkring det spirende liv,
som endnu ligger i min mave.
-Og nu hvor det hele trækker ud, og jeg ikke ved, om det ender i den ene eller den anden retning,
er der kortere og kortere imellem de følelsesmæssige nedture.
Ønsket om at få afsluttet den her graviditet er bare så altoverskyggende,
og så kan vi forhåbentlig tage hul på et nyt kapitel,
der hedder lækker baby, kernefamilie og genvunden styrke.
Fredag var den svære skæringsdag for mig…
40 +5 blev Alma født og alting gik slag i slag;
Vandet gik, veerne startede og 5 timer efter de tog rigtig fat,
havde vi et smukt barn i armene.
Nu er vi henvist til jordmodersamtale på tirsdag,
hvor dommen om det næste forløb vil falde.
Jeg kan intet overskue i disse dage,
og det lider bloggen også under.
Jeg har koncentration som en flue i en flaske,
og jeg kører i en følelsesmæssig rutchebane på størrelse med en amerikansk forlystelsespark.
Jeg er mæt af smerter, plukkeveer, håb og venten,
så jeg efterhånden er gået over i den anden grøft, hvor jeg ikke engang kan overskue at pakke tasken til sygehuset færdig.
– Han er jo alligevel ikke på vej…
Jeg ved godt, at der jo ikke er nogen, som bliver derinde,
men med en helt normal og tæt på perfekt fødsel i bagagen,
havde jeg nok ubevidst sat forventningerne op efter det samme denne gang.
Jeg er skræmt op over begge ører for flere dages veer, uoverskuelige smerter,
akutte kejsersnit og for at komme ‘hel’ ud på den anden side.
Det er skræmmebilleder, det ved jeg godt,
men som det kontrolmenneske, jeg er, findes der ikke nogen større frygt end at miste grebet i situationen…
Er der nogen, som har erfaring med at blive sat i gang medicinsk?
– Er det lige så forfærdeligt, som man hører?
***
Det her var et helt andet slags indlæg, end jeg normalt lægger på bloggen.
Det har ligget i kladder længe, og jeg har skrevet frem og tilbage på det,
mens jeg har overvejet, om det alligevel er for personligt, og om nogen overhovedet gider at læse den del af hvadbiertaenker!?
– men faktum er jo, at der ikke findes en kreativ Cecilie, som ikke også er den følelsesfyldte, modsatrettede og til tider urimelige Cecilie.
Bloggen er efterhånden så stor en del af mit liv og identitet,
så det bliver nok ikke det sidste af slagsen,
hvor tanker og overvejelser vil fylde mere end strik og hækling.
– Hvis du er med endnu, så takker jeg for,
at du har lagt ‘øre’ til mit pipperi.
Det varer heldigvis ikke ved, og i morgen er en ny dag og fylde med noget andet end den forgående.
Bogmærk Permalink.

22 svar til 41 stive uger …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.