Den dårlige samvittighed

Dette indlæg handler hverken om kreativitet, gode links eller drømmeprojekter…
Det handler om en altopslugende graviditet og følelsen af ikke at slå til,
som hverken hustru, mor, veninde eller kollega.
Jeg er nu efterhånden 5 måneder henne med lillemanden,
og lige så meget som jeg glæder mig til at hilse et lille løvebarn ind i vores tresomhed,
lige så meget overskygges glæden af de gener, som har været og stadig er i disse måneder.
Jeg er ikke en der brokker mig over ‘små-skavanker’, men ‘små-skavankerne’ fylder snart så meget, at de er umulige for mig at ignorere i det daglige.
Kvalmen og svimmelheden har efterhånden sluppet sit tag i min krop efter 4½ måned. Trætheden hænger ved endnu, og bækkenløsning har sat ind itdligt.
En virus har plaget mine ører på 5. uge nu, og kroppen reagerer nu udadtil med hævelser i hoved og hovedbund og en helt vandvittig kløe, som får et myggestik til at blegne.
Sidst, men ikke mindst en hæmaturi, hvis årsag endnu er uafklaret,
men som spøger konstant i mit baghovede.
Jeg slår ikke til nogen steder – det er ikke kun en følelse, men et faktum.
Den dårlige samvittighed over at have meldt mig ud af alle sociale relationer plager mig virkelig, og jeg er ikke i tvivl om, at den her omgang kommer til at koste et venskab eller to.
Måske er jeg ikke god nok til at melde ud i tide, og måske er jeg for privat omkring de kriser, jeg går igennem? 
Jeg har helt sikkert min del af skylden, og det prøver jeg at tage ved lære af.
Det er bare så pokkers svært, når man ikke er en tude-marie,
og gerne vil være tilstede for andre,
hvis kriser jo er lige så virkelige som mine.
Den værste samvittighed er overfor mit barn.
Jeg kan mærke, at min tålmodighed strækker meget kort,
og hverdagen indeholder langt flere konflikter,
end den tidligere har gjort.
Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at vores lille prop slår et slag for selvstændigheden for tiden,
og at verden bryder sammen, når hun får et nej.
Det skærer, bider og kradser dog stadig i mit moderhjerte,
når vi gang på gang bliver ‘uvenner’,
og jeg ved, at jeg kunne have håndteret situationen meget bedre.
Jeg vil så gerne nyde den sidste tid, vi har sammen, kun hende og jeg,
og nu forsvinder tiden som sand mellem fingrene.
Tårerne presser sig på, som jeg skriver dette,
for hun er mit et og alt,
mit hjertebarn,
og jeg savner hende helt ind i sjælen.
Heldigvis har jeg den mest fantastiske mand i verden.
han balancerer fuldtidsarbejde, barn, hjem og ikke mindst mig,
og hans støtte er helt uvurderlig.
Jeg håber, jeg kan give ham igen, når alt det her engang  er overstået,
og jeg har fundet mig selv igen.
Bloggen her er en stor del af min identitet. Jeg henter så meget inspiration og glæde hos alle jer, som både læser med og som jeg læser med hos.
Tak fordi du læste med i min virkelighed.
Bogmærk Permalink.

8 svar til Den dårlige samvittighed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  • Følg via email

    Indtast din e-mail-adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg på dette websted via e-mail.